Sensorimotorisk OCD

Hvad er sensorimotorisk OCD?

Ved sensorimotorisk OCD bliver opmærksomheden fastlåst på automatiske kropsprocesser eller sanseindtryk. På engelsk bruges blandt andet sensorimotor OCD, sensorimotor obsessions og hyperawareness OCD.

Fokus kan være på vejrtrækning, synkning, blink, hjerteslag eller tungebevægelser. Det kan også samle sig om synsfeltet, lyden af ens egen stemme eller de små bevægelser, der indgår i at tale og gå.

Det er almindeligt kortvarigt at lægge mærke til noget, der normalt passer sig selv. Hvis man læser ordet synkning, registrerer man måske straks sit næste synk. Ved sensorimotorisk OCD bliver registreringen fulgt af frygt for, at opmærksomheden aldrig forsvinder igen. Personen begynder derfor at overvåge, om processen stadig føles automatisk.

Forskning i interoception undersøger, hvordan vi registrerer og fortolker signaler fra kroppens indre. Sensorimotorisk OCD kan også handle om ydre sanseindtryk og bevægelser som synsfelt, stemme og gang. Både kropslige fornemmelser og automatiske bevægelser kan blive genstand for vedvarende overvågning.

Når opmærksomheden bliver det, der skal kontrolleres

Det kan begynde ved sengetid, under en samtale eller midt i et måltid. Personen opdager sin vejrtrækning, tungens bevægelser eller sit blink. Registreringen er måske først neutral. Bekymringen opstår med spørgsmålet: Hvad hvis jeg bliver ved med at lægge mærke til det?

Herefter begynder personen måske at kontrollere, om opmærksomheden er væk. Netop kontrollen kræver, at processen findes frem igen. Det svarer til at undersøge, om man har glemt en bestemt tanke: For at udføre testen må man huske, hvad man prøver at have glemt.

Selve opmærksomheden er ikke viljestyret. Tvangsmønstret ligger i de gentagne forsøg på at afgøre, om opmærksomheden stadig er der, få processen til at føles naturlig eller sikre, at den ikke vil forstyrre senere. Hvert tjek gør processen mere tydelig og giver anledning til det næste.

Hvilke kropsprocesser kan fylde?

Sensorimotorisk OCD kan rette sig mod mange sanse- og bevægelsesprocesser. Nogle har ét stabilt fokus, mens andre skifter mellem flere.

Vejrtrækning. Personen registrerer hvert åndedrag og bliver i tvivl om, hvorvidt kroppen fortsat trækker vejret automatisk. Det kan føles nødvendigt at styre dybde og tempo, så vejrtrækningen bliver mere anstrengt.

Synkning, spyt og mundfornemmelser. Opmærksomheden samler sig om behovet for at synke, mængden af spyt eller tungens placering. Personen kan forsøge at time synk, undgå at synke foran andre eller kontrollere, om munden føles normal. Måltider og samtaler kan blive belastende, fordi de gør processerne tydeligere.

Blink og øjenbevægelser. Hvert blink registreres, og personen undersøger måske, om det sker frivilligt eller automatisk. Under øjenkontakt kan opmærksomheden skifte mellem samtalen og kontrollen af, hvordan øjnene bevæger sig. Nogle bliver optaget af, om de ser naturlige ud for andre.

Hjerteslag og puls. Hjertet mærkes i brystet, halsen, fingrene eller mod madrassen. Personen bliver optaget af, om slagene nogensinde kan træde i baggrunden igen. Hos nogle blandes dette med sygdomsbekymring.

Tale, stemme og tungebevægelser. Personen lægger mærke til, hvordan ord formes, hvordan tungen rammer tænderne, eller hvordan stemmen lyder. En tidligere flydende aktivitet bliver opdelt i mange små bevægelser, som nu opleves bevidst. Det kan skabe frygt for at miste evnen til at tale spontant.

Gang, kropsdele og berøring. Opmærksomheden kan rette sig mod hvert skridt, armens sving, tøjets kontakt med huden eller placeringen af hænder og fødder. Personen sammenligner måske højre og venstre side eller leder efter en stilling, hvor kroppen ikke kalder på opmærksomhed.

Synsfelt og baggrundsindtryk. Næsen, øjenvipper, lysfænomener eller visuelle uklarheder kan blive svære at sortere fra. Personen tester, om indtrykket stadig ses, eller forsøger at placere blikket, så det forsvinder.

Typiske tvangstanker og frygtede følger

Tvivlen handler ofte om opmærksomhedens varighed og konsekvenser. Typiske tanker kan være:

• Hvad hvis jeg altid kommer til at mærke hvert åndedrag?
• Har jeg ødelagt den automatiske proces ved at blive bevidst om den?
• Hvad hvis jeg glemmer, hvordan man synker eller taler naturligt?
• Kan jeg overhovedet sove, hvis jeg bliver ved med at mærke hjertet?
• Hvad hvis jeg aldrig igen kan koncentrere mig om en samtale?
• Betyder den vedvarende opmærksomhed, at der er noget galt med min hjerne?
• Hvad hvis jeg begynder at lægge mærke til endnu flere kropsprocesser?
• Kan en tanke om processen gøre den permanent bevidst?

Opmærksomheden kan også få sociale følger. Personen kan blive bange for at se anspændt ud eller miste tråden i en samtale, fordi blink eller tungebevægelser fylder. Andre frygter udmattelsen ved at skulle registrere processen resten af livet.

Tvivlen kan efterhånden også handle om, hvorfor netop denne proces fik så stor betydning, og om frygten nogensinde forsvinder. Så bliver selve optagetheden endnu et emne for analyse.

Typiske kompulsioner og sikkerhedsstrategier

Kompulsionerne foregår ofte skjult og kan ligne forsøg på at koncentrere sig eller finde ro.

Monitorering. Personen følger processen tæt for at opdage ændringer og kontrollere, om den stadig fylder. Opmærksomheden kan flytte sig mellem rytme, intensitet, symmetri og oplevelsen af automatik.

Bevidst styring. Vejrtrækning, blink, synk eller gang kontrolleres aktivt. Personen prøver at finde den normale rytme eller sikre, at processen udføres korrekt. Jo mere den styres, desto mere fremmed kan den føles.

Test af opmærksomheden. Personen spørger sig selv, om processen var glemt de sidste minutter, eller opsøger en stille situation for at se, om den igen bliver tydelig. En periode uden opmærksomhed kan efterfølgende granskes: Var jeg virkelig fri, eller lagde jeg bare mindre mærke til det?

Distraktion. Lyd, skærme, samtaler eller konstant aktivitet bruges til at overdøve kropsindtrykket. Hvis personen får brug for konstant adspredelse for at turde være i ro, er distraktionen blevet sikkerhedsadfærd.

Sammenligning. Personen sammenligner med tidligere på dagen, med andre kropsdele eller med tiden før problemet begyndte. Målet er at fastslå, om oplevelsen er blevet mere normal.

Informations- og bekræftelsessøgning. Personen søger efter forklaringer på, om automatiske processer kan gå i stykker, eller spørger andre, om de også mærker deres vejrtrækning. Svaret kan give kortvarig ro, men bliver ofte fulgt af tvivl om, hvorvidt ens egen oplevelse er den samme.

Undgåelse. Personen undgår sengetid, stilhed, motion, måltider, øjenkontakt eller samtaler, fordi bestemte processer bliver tydelige. Andre undgår ord og artikler, der kan henlede opmærksomheden på en ny kropsfunktion.

Tre eksempler på sensorimotorisk OCD

Forskellen på sensorimotorisk OCD og sygdoms-OCD

Ved sygdoms-OCD undersøger personen en kropslig fornemmelse for at finde ud af, om den er tegn på sygdom eller skade. Hjertebanken kan eksempelvis føre til gentagne undersøgelser af, om hjertet fejler noget.

Ved sensorimotorisk OCD kan personen vide, at hjertet er raskt, men stadig føle sig fanget af hvert slag. Frygten handler om, at fornemmelsen aldrig træder i baggrunden igen.

Begge former for tvivl kan være til stede samtidig. Det spørgsmål, personen prøver at få svar på, viser, om kontrollen især handler om sygdom eller om den vedvarende opmærksomhed.

Nye eller ændrede kropslige symptomer kræver relevant lægelig vurdering. Når en konkret problemstilling er undersøgt, kan gentagen kontrol uden nye oplysninger blive en del af OCD-mønstret.

Forskellen til panik og Just Right-OCD

Ved panik kan et kropsligt signal udløse akut frygt for at besvime, dø, miste kontrollen eller få et anfald. Frygten er knyttet til en oplevet katastrofe her og nu. Ved sensorimotorisk OCD handler frygten især om at blive ved med at være bevidst om processen. De to mønstre kan forekomme samtidig.

Ved Just Right-OCD gentages en handling ofte, indtil kroppen oplever den rette fornemmelse af afslutning, balance eller fuldstændighed. En bevægelse skal måske udføres igen, fordi den ene side ikke føltes som den anden. Ved sensorimotorisk OCD er problemet typisk, at personen registrerer bevægelsen eller fornemmelsen og frygter at blive ved med det.

En person kan først blive fastlåst på et blink og derefter gentage det, til det føles rigtigt. Her er både den sensorimotoriske overvågning og behovet for den rette fornemmelse til stede.