30 gode råd til forældre og andre pårørende til OCD

Din frustration og bekymring må ikke fylde det hele. Sørg for at have andet at gå op i. Du hjælper ikke den OCD-ramte ved selv at blive slidt ned. Det gode råd til den OCD-ramte om at sove ekstra meget, spise ofte og motionere gælder også dig som nær pårørende.

Kun ved at passe på dig selv kan du holde til belastningen på den lange bane.

Det er vigtigt, at du har mindst én fortrolig uden for familien, som du kan vende det svære med. Du skal ikke bære hele byrden alene. Du skal heller ikke acceptere et krav om, at du ikke må fortælle nogen, hvordan OCD’en påvirker dig.

Du kan godt passe på den OCD-ramtes privatliv og samtidig tale om din egen belastning. Du har brug for det. Mere end du måske tror.

Vid, at den bedste hjælp er at være der og skabe tryghed på andre måder end ved at assistere med OCD’en. Bevar en rolig stemme, tilbyd nærvær og giv et kram, hvis det er ønsket. Se personen og ikke kun OCD’en.

En af de hyppigste klager fra OCD-ramte er, at alting kommer til at handle om OCD’en, og at de ikke længere bliver set som de mennesker, de er. Man kan godt være glad, selvom man har OCD. Det er vigtigt, at der også er plads til det almindelige liv.

Det hjælper både jeres relation og behandlingsarbejdet.

Ved at omtale OCD’en som en person kan man i fællesskab forholde sig til OCD’en som en fælles fjende, man skal arbejde på at få væk. Det er OCD’en, der skaber problemerne – ikke den OCD-ramte. Man kan sammen blive vred på OCD’en, når den finder på nye ting og påstår, at den OCD-ramte er et dårligt menneske.

Mange af mine klienter giver OCD’en et navn, for eksempel “Bob” eller “Gurli”. Vi forestiller os, at det er en stærkt irriterende og påståelig gammel dame med en lille håndtaske, som vi ikke vil invitere indenfor. Hun tror, hun er hjælpsom, men hvis man først går i dialog med hende, holder hun aldrig op med at diskutere.

Pointen er ikke at diskutere med OCD’en, men at genkende den og stå sammen imod dens krav.

Den synlige del af OCD’en er kun en lille del af den belastning, den OCD-ramte lever med. Den mentale belastning er betydelig. Jeg plejer at sammenligne det med at have et helt ekstra fuldtidsarbejde ved siden af alt det andet, man laver. Noget, der ser enkelt ud udefra, kan have kostet mange ressourcer før, under og efter situationen.

Isbjergmetaforen gælder ikke kun, når det går dårligt. Den gælder også, når det begynder at gå bedre. Mange fremskridt er usynlige for de pårørende. Den OCD-ramte kan vinde mange kampe indeni, længe før de kan ses udefra.

De usynlige sejre skal også anerkendes. De er en vigtig del af vejen mod bedring.

Når den OCD-ramte er i behandling, skal du ikke stille vedkommende til regnskab for, hvad der er blevet talt om, kræve et referat eller holde øje med, om der nu sker fremskridt. Behandlingen arbejder på flere niveauer samtidig. Der kan ske meget under overfladen, før resultaterne bliver synlige.

Et krav om at forklare udbyttet kan forfladige konsultationen og gøre den OCD-ramte mere forvirret. Det er ikke muligt bagefter at rekonstruere alt det arbejde, der er blevet gjort.

Når OCD’en pludselig fylder mere igen, kan det føles, som om alt arbejdet er tabt. Det er det ikke. Den OCD-ramte er ikke tilbage ved begyndelsen, selv om det kan føles sådan.

Se på det samlede forløb. Hvad er blevet lært? Hvad kan den OCD-ramte nu, som ikke var muligt tidligere? Erfaringer og redskaber forsvinder ikke, fordi de i en periode er sværere at bruge.

Pas på med at reagere med panik, skuffelse eller krav om at “komme tilbage på sporet”. Forventningspresset fra de pårørende kan stå i vejen for behandlingsarbejdet. Hjælp i stedet med at få øje på, hvad der har givet OCD’en mere plads, og vend roligt tilbage til de aftalte strategier.

Ting tager tid. Man starter ikke forfra. Man fortsætter med mere erfaring.

Hvis den OCD-ramte har svært ved at vælge behandling, kan du møde “betingelsestænkning”: Man skal lige se tiden an, søge lidt mere eller prøve lidt mere selv. Når OCD’en midlertidigt fylder mindre, bliver behandlingen igen udskudt. På den måde kan der gå mange år, før den OCD-ramte får den rigtige hjælp.

Det er hårdt at se en, man holder af, lide og samtidig opleve, at hjælpen bliver afvist. Gentagne argumenter, links og ultimatummer kan imidlertid gøre behandlingen til en kamp mellem jer.

Sig tydeligt, hvad du ser, og hvorfor du er bekymret. Tilbyd konkret hjælp til at undersøge mulighederne, tage den første kontakt eller følges til en samtale. Men start ikke et forløb hen over hovedet på den OCD-ramte.

Lad døren stå åben uden at gøre hver samtale til en ny overtalelse. Et nej til behandling betyder heller ikke, at du skal fortsætte med at bekræfte eller assistere OCD’en. Du må sætte grænser for, hvad du selv vil deltage i.

Du kan ikke skabe motivation med tvang. Du kan være tydelig, tilgængelig og forudsigelig, mens beslutningen modnes.

Du og den OCD-ramte kan stå i en tid, hvor OCD’en synes at fylde alt. Men selv når situationen føles fastlåst, kan den forandre sig. Behandling kan give mindre OCD og mere frihed.

Arbejdet handler ikke kun om at få OCD’en til at fylde mindre. Den OCD-ramte lærer også at genkende mønstrene, håndtere overtænkning og handle anderledes, når angst og OCD presser. Det er redskaber, som kan bruges længe efter behandlingen.

OCD kan sidde godt fast, men den er ikke urørlig. Det er værd at tage kampen op.

Det er helt normalt at komme til at skamme sig over den OCD-ramte. Det må du gerne. Det er jo dybt ulogisk at have OCD, og adfærden er undertiden underlig. Måske er det en påmindelse om at adskille OCD’en fra personen og forlange større rummelighed hos vores omgivelser. Alt behøver ikke være “pænt” socialt.

Hvis skamfølelsen fylder uhensigtsmæssigt, så få talt med nogen i dit netværk eller en professionel.

Husk, at OCD faktisk er noget normalt. OCD er en belastningsdiagnose. Hvis man kigger på de mindste symptomer, ville 80 % af befolkningen have OCD. Forskellen er, hvor meget tankerne og handlingerne belaster og begrænser.

Ingen vælger selv at have OCD. Adfærden er et forsøg på at løse et problem, som den OCD-ramte er helt overbevist om er sandt eller betydningsfuldt. Hvis vi havde den samme overbevisning og oplevede det samme pres, ville vi også føle os drevet til at handle på samme måde.

Tidligere forklarede man OCD med problemer i barndommen og familien. Det er man for længst gået væk fra. OCD har ikke én enkelt årsag, og man behøver hverken finde årsagen eller løsningen i én bestemt hændelse i fortiden. Derfor er der heller ingen grund til at føle skyld over, at du skulle have forårsaget OCD’en.

OCD’en er sin egen og hviler i alle mennesker som en mulighed. Jeg møder mange sensitive, overtænkende og intelligente mennesker med OCD. Mennesker, som er fantastisk gode til at løse alle mulige problemer – bortset fra OCD-problemer. Det kan for eksempel være ingeniører, læger og andre med stor refleksionsevne.

Nogle gange ser man traumatiske hændelser, skilsmisse, dødsfald eller andet omkring det tidspunkt, hvor OCD’en begynder eller tager til. Men det kan lige så godt være det at blive teenager, flytte hjemmefra, få en kæreste, blive gravid eller alt muligt andet. Nogle gange er det bare en sommerferie eller et uheldigt sammenfald af omstændigheder i tanker og følelser, som udløser angst og OCD.

Det kan være helt tilfældigt, hvad OCD’en kommer til at handle om, men det er samtidig noget, der opleves som betydningsfuldt for den person, som har den.

Du gør allerede det, du kan, og du gør det godt. Du kan støtte og opmuntre, men du kan ikke udføre arbejdet for den OCD-ramte. Det er en benhård sandhed.

Kunne man dog bare med et trylleslag trylle OCD’en væk. Kunne man bare selv bære byrden. Men det kan man ikke. Motivationen for forandring er bærende i arbejdet med OCD’en.

Du har ansvar for dine egne grænser, aftaler og handlinger. Du har ikke ansvar for at få OCD’en til at forsvinde.

Pas på ikke at bruge dig selv som målestok for, hvad der er “normalt”. Lad ikke dine egne værdier og normer definere normaliteten, men tag hensyn til, at den OCD-ramte har sit eget norm- og værdisæt.

Måske er den OCD-ramte introvert, mens du selv er ekstrovert. Der kan også være generationsforskelle, som det kan være svært for forældre at gennemskue.

Et eksempel kan være en mor, som bruger den samme køkkenklud hele dagen, og en datter med bakterie-OCD, der vil have den skiftet oftere. Her bliver det let moderens vane, der får lov til at repræsentere det normale. Datteren kan få svært ved at blive hørt, hvis hendes ønske automatisk bliver afvist som OCD.

At have OCD betyder ikke, at alle ens vurderinger og præferencer kan afvises som OCD. Familiens eksisterende vaner skal heller ikke automatisk definere normaliteten.

Man har ret til at være sig selv uden at blive gjort forkert.

Mange med OCD søger bekræftelse hos deres pårørende på, at dette eller hint ikke er sket eller ikke passer. Det er ikke bare en almindelig samtale. Der er meget på spil.

Hver en tøven, hvert et ansigtsudtryk og enhver ændring i stemmeføringen bliver tolket. Det er, som om man bliver testet i en løgnedetektor, hvor der afkræves ufejlbarlighed. Det er næsten umuligt at levere hver gang. Når man tøver, fordi man lige tænker sig om, løber man en “risiko” for at skabe ny tvivl.

Det er vigtigt gradvist at få bekræftelsessøgningen afviklet, men det skal gøres intelligent, trinvist og efter aftale.

Det samme gælder Google-søgninger og spørgsmål til AI-chatbots. Når de bruges til at få bekræftet, at noget ikke er sket eller ikke passer, er det bekræftelsessøgning, også når det ligner videnssøgning.

Et OCD-spørgsmål rummer ofte to ting: en følelse og en opgave. Følelsen kan være angst, afmagt eller udmattelse. Opgaven er at give det svar, som skal få tvivlen til at forsvinde.

Du kan godt tage dig af følelsen uden at påtage dig opgaven. Sig for eksempel: “Jeg kan høre, at du er bange. Jeg vil gerne være her sammen med dig, men jeg kan ikke fjerne tvivlen for dig.”

At lade spørgsmålet stå ubesvaret er ikke det samme som at trække sig fra den OCD-ramte. Du bliver hos personen, mens tvivlen får lov til at være uløst.

Du skal ikke løse OCD’en for at vise omsorg.

OCD’en kan kræve, at et spørgsmål skal besvares, noget skal kontrolleres, eller en situation skal løses med det samme. Den pårørende kan blive ringet op, vækket, bedt om at undersøge noget eller presset til at ændre planer, fordi OCD’en ikke vil vente.

Se på, hvad du bliver bedt om. Skal du levere sikkerhed, kontrollere noget, undersøge en tvivl eller ændre familiens planer? Lad ikke oplevelsen af hastværk afgøre dit svar.

Du kan sige: “Det svarer jeg ikke på” eller “Vi ændrer ikke planen på grund af OCD’en.” Du behøver ikke først overbevise den OCD-ramte om, at situationen godt kan vente.

Pas også på med at love, at du vil levere bekræftelsen senere. Så bliver OCD’ens løsning blot flyttet til et andet tidspunkt.

OCD’en kræver ofte et svar nu. Du behøver ikke følge dens tidsplan.

Hold fast i at have gode oplevelser som familie, uanset om den OCD-ramte deltager eller ej. Jeg hører fra mange OCD-ramte, at noget af det værste er at se familien begrænse sig selv og samtidig skulle føle dårlig samvittighed over det.

OCD’en er i forvejen alt for god til at skabe dårlig samvittighed. Hvis familien også begrænser sig, bliver det en virkelig konsekvens, som den OCD-ramte kan føle sig ansvarlig for.

Vi har brug for, at familiens almindelige liv opretholdes, så den OCD-ramte har noget at spejle sig i og kan blive motiveret til at deltage igen.

Når OCD’en fylder meget, kan familien komme til at overtage opgaver, aflyse planer og fjerne alle forventninger. Noget kan være nødvendigt i en periode. Men den OCD-ramte har også brug for fortsat at blive set som et menneske, der kan bidrage og deltage.

Aftal noget lille og konkret, som den OCD-ramte fortsat har ansvar for. Det kan være en praktisk opgave, et måltid sammen eller at deltage i noget, I har planlagt.

På svære dage kan forventningen justeres. Den behøver ikke automatisk at blive opgivet.

Forventningen skal være et udtryk for tillid, ikke et krav om at bevise, at man er blevet bedre.

Den bedste måde, du kan hjælpe i en angstsituation, er ved ikke selv at gå i panik, men at forblive rolig. Tag angsten alvorligt uden at overtage den opgave, OCD’en stiller.

Forsøger man at få angsten væk ved at løse OCD’ens problem, kan det give kortvarig relief (udtales “riliif”) – en eftertragtet tilstand, som OCD’en lærer at søge igen. Det kan føles, som om løsningen virkede, men samtidig bliver den OCD-ramte trukket længere ind i OCD’en.

I selve angstsituationen kan du hjælpe med at regulere vejrtrækningen og flytte opmærksomheden fra det skræmmende til noget andet. Det skal ske glidende og med respekt for, hvor alvorlig situationen føles.

Mange OCD-situationer er dog ikke egentlige angstsituationer. Den OCD-ramte kan i stedet frygte, at situationen skal blive uoverskuelig og skabe angst. Her er det vigtigt sammen at få italesat: Det er OCD. Det giver andre løsningsmuligheder, end hvis situationen bliver forstået som farlig.

Det er vigtigt at finde motivationen for at gå imod OCD’en. Det er ofte de umiddelbare glæder og gevinster, der motiverer, fordi den OCD-ramte her kan komme direkte i kontakt med de gode følelser og oplevelser.

Pas derfor på med at tale om en fremtid, som måske lige nu virker urealistisk for den OCD-ramte.

Find sammen den nærmeste gevinst, som OCD’en står i vejen for, og som er realistisk at opnå. Gør den til et mål. Når det lykkes, så tag det som den kæmpe sejr, det er, og fejr den sammen med den OCD-ramte. Giv highfives i massevis.

Ofte bliver familien inddraget for at forhindre, at den OCD-ramte ender i en fremtidig OCD-situation, som med alle sine komplikationer kan synes uløselig. Efterhånden kan flere og flere veje synes at føre derhen. Resultatet bliver flere begrænsninger og mere assistance.

Assistance bør ideelt set forbeholdes dér, hvor det reelt er svært. Den skal ikke bruges til at blokere alle de veje, som OCD’en påstår kan føre derhen.

Tal om det på et roligt tidspunkt, og lav en tydelig aftale om, hvilken hjælp der kan gives og hvornår. Det er aftalen – ikke OCD’ens pres i øjeblikket – der afgør, hvilken hjælp der gives. Assisteringen kan derefter gradvist og som aftalt mindskes, efterhånden som der arbejdes med OCD’en.

Når man arbejder på at trappe uhensigtsmæssig assistering ned, er det vigtigt først at lave en fælles kontrakt om, hvordan det skal ske. Tag ikke bare en pludselig beslutning og træk tæppet væk under den OCD-ramte. Det vil øge angsten og svække tilliden til dig som pårørende.

En kontrakt indeholder en fælles aftale om trinvis tilbagetrækning af assisterende adfærd. Det er vigtigt, at den indeholder de fremtidige trin, så de er kendt og accepteret fra starten. Så er der tid til at vænne sig til tanken.

Det kan også være en god idé at lægge positive oplevelser ind i kontrakten. Det kan være en fælles tur i biografen, en tur ud at spise, en god kage fra bageren eller noget andet, I kan glæde jer til sammen, og som markerer de små og store sejre undervejs.

Hvis den ene pårørende holder fast i en aftale, mens den anden giver efter, bliver det svært for alle. OCD’en vil søge det svar og den hjælp, der giver størst relief her og nu. Når familiens svar skifter, bliver det uklart, hvad der gælder, og de pårørende kan ende i konflikt med hinanden.

Tal sammen om, hvordan I vil reagere på bekræftelsessøgning, ønsker eller krav om hjælp og ændringer i familiens rutiner. I behøver ikke gøre præcis det samme, men retningen skal være fælles.

Aftalerne skal være konkrete, realistiske og kendte af den OCD-ramte. De skal ikke laves hen over hovedet på vedkommende.

Hvis I bliver uenige, så tag samtalen på et roligt tidspunkt. Ikke midt i en OCD-situation. Det er lettere at holde fast, når alle ved, hvad de skal gøre, og hvorfor de gør det.

Når man har lært, at eksponering kan være en vigtig del af OCD-behandlingen, er det let at få en idé som pårørende: flytte en genstand, røre ved noget, skjule noget, fremprovokere en situation eller pludselig nægte den hjælp, man plejer at give. Lad være med det.

Det er ikke den pårørendes opgave at opfinde prøver eller overraskelser. Hvis eksponering indgår i behandlingen, skal den følge en plan, som den OCD-ramte kender og har accepteret. Ellers kan situationen opleves som tvang eller et brud på tilliden, og kampen flytter sig fra OCD’en til dig.

Du kan støtte de aftalte øvelser, hvis den OCD-ramte ønsker det. Aftal konkret, om du skal minde om øvelsen, deltage, opmuntre eller holde dig helt ude af den. Gør ikke øvelsen sværere undervejs, og kræv ikke et regnskab bagefter.

Du hjælper bedst ved at være forudsigelig. Eksponeringsarbejdet tilhører den OCD-ramte. Din deltagelse skal være aftalt.

Det er ikke unormalt, at den OCD-ramte bliver vred, når vedkommende bliver forstyrret i sine ritualer eller sin tænkning. Ritualet føles jo vigtigt, og ofte stiller OCD’en også krav om, at det er en nødvendighed.

Det kan være meget svært at rumme denne vrede. Ofte er den urimelig og kan til tider være meget grov, helt ulig den person, du kender. Vreden opstår under pres fra OCD’en, og her bliver vi ekstra udfordret i at holde personen og OCD’en adskilt.

Det er samtidig vigtigt ikke bare at acceptere dårlig opførsel. Der skal sættes rammer og laves fælles kontrakter, så det ikke bliver ved med at ske. De pårørende har også ret til at være der og til et normalt familieliv, akkurat som vi også ønsker det for den OCD-ramte.

Du må godt blive vred. OCD’en kan stille urimelige krav, gentage den samme diskussion og ændre reglerne i familien. Du kan føle dig fastlåst, overhørt eller trukket ind i noget, du aldrig har sagt ja til. Vreden kan være et tegn på, at du har været presset for længe, eller at en grænse er blevet overskredet.

Der er forskel på at føle vrede og på at bruge vreden imod den OCD-ramte. Tag ikke den store diskussion, mens du er allermest vred. Sig, at du har brug for en pause, og vend tilbage til samtalen, når du er faldet ned. Undgå trusler, hån og bemærkninger om, at vedkommende “bare skal tage sig sammen”. Det skaber skam og konflikt, men hjælper ikke på OCD’en.

Sæt grænsen konkret. Du kan for eksempel sige: “Jeg vil gerne være hos dig, men jeg svarer ikke på det samme spørgsmål igen” eller “Jeg vil ikke tales til på den måde. Vi taler videre senere.”

Hvis du reagerer for voldsomt, så tag ansvar for din måde at reagere på. Du kan godt undskylde, at du råbte, uden samtidig at trække din grænse tilbage: “Jeg skulle ikke have råbt. Men mit nej gælder stadig.”

Du skal ikke kunne rumme alt for at være en god pårørende. Dine følelser og grænser hører også til i familien.

Hvis vi ser OCD’en som en plante, er der bestemte forhold, som giver den gode vækstvilkår. Kedsomhed, alvor, mangel på ydre struktur og alt for meget tid er for eksempel omstændigheder, som OCD’en elsker.

Mange oplever mere OCD i weekender og ferier, hvor man skal ned i gear og slappe af. Det er derfor vigtigt, at afslapning ikke bliver til OCD-tid. For så er det i hvert fald ikke afslappende.

Perioder i livet uden ydre krav og daglig struktur giver OCD’en mange muligheder for at trives. Det kan for eksempel være under en sygemelding, et sabbatår eller en bachelor- eller kandidatskrivning. Når OCD’en først har fået meget plads, kan det være svært at trænge den tilbage på egen hånd.

Alvor giver OCD’en fantastiske vækstvilkår. Det føles jo som dyb alvor, når OCD’en raser, og efterhånden kan alt farves sort. Til gengæld får OCD’en langt mindre plads, når der er sjov og ballade.

Pas derfor på, at det hele ikke bliver gjort alvorligt, fordi alt kommer til at handle om OCD’en. Det er det modsatte af, hvad vi har brug for.

I vores kultur har vi stor respekt for andre, heldigvis. Men hvis den OCD-ramte har trukket sig ind i sig selv og giver OCD’en al sin opmærksomhed, kan det være en bjørnetjeneste bare at respektere tilbagetrækningen.

Du må gerne forstyrre. Invitér den OCD-ramte ind i noget almindeligt og konkret. Det kan være at lægge tøj sammen, rydde op, gå en tur eller spille et spil.

Målet er ikke at presse den OCD-ramte eller få OCD’en til at forsvinde på kommando. Målet er at hjælpe personen tilbage i kontakt med hverdagen, fællesskabet og noget andet end OCD’en.

At hjælpe den OCD-ramte med at blive optaget af gode, konstruktive og sjove ting er noget af den bedste hjælp, man kan give.

Nogle aktiviteter er bedre end andre til at “slukke” OCD’en. Mange med OCD er gode til at paralleltænke. Det vil sige, at de nemt kan tænke en masse OCD-tanker, samtidig med at de lægger tøj sammen, laver mad eller ser fjernsyn. Der kan derfor gå en hel dag, uden at der rigtigt er nogen aktiviteter, som kan udkonkurrere OCD’en, og det er et problem.

I klinikken kalder vi dem ofte “reset”-aktiviteter: aktiviteter, som kræver så meget opmærksomhed, at der ikke samtidig er plads til OCD-tænkningen. Det kan være at spille musik, synge, arbejde med en krævende hobby eller spille computerspil.

Strik og hækling kan også fungere særlig godt, fordi sværhedsgraden kan tilpasses situationen. Man kan vælge et mere eller mindre krævende arbejde og samtidig være sammen med andre.

Det er ikke tilfældig adspredelse. I terapien bruger vi aktiviteterne taktisk og lægger eksponeringsopgaver op ad dem. Støt derfor op om aktiviteterne, også selv om du ikke selv værdsætter dem. De bruges gerne flere gange i løbet af dagen og efter behov.

Når du læser dette, er du allerede i fuld gang med dette råd: at lære alt, hvad du kan, om OCD’en. Det gælder både OCD generelt og lige præcis den OCD, du har inde på livet.

Jo mere nysgerrigt du undersøger OCD’en, des bedre bliver både du og den OCD-ramte til at genkende den. Når den OCD-ramte begynder at observere OCD’ens mønstre, er vedkommende samtidig i gang med at hjælpe sig selv.

Husk, at de mentale aspekter er mindst lige så vigtige som de synlige handlinger. Se ikke kun på, hvad OCD’en handler om, og hvilke argumenter den bruger. Se på måden, den arbejder på. De mønstre, den bruger. Den måde, den presser på.

OCD’en kan blive ved med at finde nye emner. Når én tvivl fylder mindre, kan en anden tage dens plads. Den nye historie kan føles mere virkelig, mere alvorlig og som noget, der denne gang må undersøges.

Lad dig ikke kun optage af historiens indhold. Se på, hvad den gør. Kræver den svar, kontrol, analyse, undgåelse eller gentagne forsikringer fra dig?

OCD’en er fuld af mønstre, som kan genkendes og efterhånden forudsiges.

OCD’en skifter historie. Dens måde at arbejde på er ofte den samme.

Husk din primærrolle. Sørg først og fremmest for at være mor, far, kæreste eller ven. Din rolle ændrer sig ikke, bare fordi OCD’en er kommet ind som en tredje part i relationen mellem dig og den, du holder af.

Du er hverken OCD’ens hjælper eller den OCD-ramtes behandler. Du gør klogt i at insistere på at fastholde din rolle og udfylde den. Du har også brug for dit barn, din kæreste eller din ven.