Om OCD

At være pårørende til en person med OCD

Når OCD fylder, bliver de nærmeste ofte trukket ind i tvivl, ritualer og forsøg på at skabe ro. Du kan støtte personen, passe på dig selv og bevare relationen uden at overtage ansvaret for behandlingen.

Find din relation

Din relation ændrer opgaven

Alle pårørende møder nogle af de samme dilemmaer, men relationen afgør, hvilket ansvar man har, og hvad der står på spil.

Når OCD påvirker de nærmeste

OCD påvirker ikke kun den, der har symptomerne. Tvivl, ritualer, undgåelse og behov for sikkerhed kan ændre både hverdagen i hjemmet og kontakten til mennesker udenfor. Det sker ofte gradvist. Først senere bliver det tydeligt, hvor meget hverdagen og samværet har ændret sig.

De pårørende står ofte med flere hensyn på én gang. De vil beskytte et menneske, de holder af, få dagen til at fungere og samtidig tage vare på søskende, parforhold, arbejde og egne behov. Det skaber dilemmaer, som ikke løses ved blot at sige, at familien skal holde op med at hjælpe.

Det er almindeligt at være både kærlig, vred, bange og udmattet. De følelser er ikke tegn på, at man svigter personen med OCD. Når presset står på længe, sætter det sig også i ens eget liv og i relationen.

Personen med OCD og de pårørende er ikke hinandens modstandere. Når OCD’ens krav bliver tydelige, og ansvaret er fordelt, kan familien stå sammen uden at gøre nogen til problemet.

En fælles retning bygger på aftaler, der laves, når der er ro, og som har et kendt formål. Omsorg skal støtte personen uden at levere alle de svar og handlinger, OCD’en kræver.

Relationen skal være mere end OCD og behandling. En forælder skal også være forælder, en partner skal også være partner, og en søskende skal ikke gøres ansvarlig for behandlingen. Familien har brug for samvær, hvor samtalen og aktiviteterne ikke styres af OCD.

Irritation, afmagt og udmattelse er forståelige reaktioner, når presset har stået på længe. Hvis frustrationen bliver til kritik af personen midt i en OCD-situation, bliver det sværere at stå sammen. Samtalen om belastningen hører ikke hjemme midt i en OCD-situation. Den skal handle om OCD’ens krav og familiens behov – ikke om personens karakter.

Når hjælp bliver en del af OCD-mønstret

Familieassistering er hjælp, der bliver en del af OCD-mønstret. Det kan være at deltage i ritualer, tjekke for personen, give gentagen forsikring, overtage opgaver eller ændre familiens rutiner for at undgå ubehag og konflikt.

Familieassistering udspringer som regel af omsorg og nødvendighed. Et svar kan få en presset morgen videre. Et ekstra tjek kan gøre det muligt at komme i seng. En ændret plan kan forebygge en konflikt, familien ikke har kræfter til. Den kortsigtede virkning er reel. Samtidig bliver det mere nærliggende at bede om det samme svar eller tjek næste gang.

Ved gentagen forsikring kan den pårørende gradvist få ansvaret for at afgøre, om noget er sikkert. Ved indirekte assistering kan familien begynde at gå på listefødder, undgå bestemte ord eller opgive almindelige aktiviteter for ikke at udløse en reaktion. Hjælpens størrelse er mindre vigtig end dens funktion: Hjælper den personen med at stå i situationen, eller er den blevet nødvendig for at skabe sikkerhed, kontrol eller undgåelse?

På leksikonsiden om familieassistering findes den fulde forklaring og registreringsskemaer til voksne samt børn og unge.

Sådan kan du svare uden at afgøre OCD-spørgsmålet

At undlade et sikkert svar er ikke det samme som at afvise personen. Et støttende svar anerkender presset, holder den aftalte grænse og hjælper personen videre uden at overtage afgørelsen.

Den pårørende skal ikke fra den ene dag til den anden holde op med at besvare alle spørgsmål. Eksemplerne hører til i en planlagt, gradvis ændring.

Det er ikke de præcise ord, der gør svaret hjælpsomt. Hvis en bestemt sætning skal gentages på den helt rigtige måde, før personen kan komme videre, kan også den blive en del af OCD-mønstret. Det vigtige er, at den pårørende kender sin rolle og holder samme retning.

Forandring kræver forudsigelighed

En pludselig tilbagetrækning af hjælp kan skabe stærk uro, langvarige konflikter og en oplevelse af, at familien ikke længere står sammen. Familieassisteringen skal derfor kortlægges, før den ændres.

En brugbar plan bygger på fire principper:

1. Vælg ét lille område. Begynd med en afgrænset situation, som familien og personen med OCD kan overskue.
2. Hold resten stabilt. Den øvrige hjælp ligger fast, mens I arbejder med det valgte trin. Det holder nervesystemet i ro og giver overskud til det, der skal ændres.
3. Gør de kommende trin kendte. Personen med OCD skal vide, hvad der ændres nu, og hvad der forventes senere. Nye grænser skal ikke komme som overraskelser midt i et ritual eller en konflikt.
4. Udvid ikke den stabile hjælp. Det aftalte niveau ligger fast, mens ét område ændres. Nye krav fra OCD’en bliver ikke automatisk en del af aftalen.

Især i begyndelsen er det ofte nødvendigt at blive ved det samme lille trin i en eller to uger. Samtidig skal personen med OCD kende de trin, der kommer i løbet af de næste to til fire uger, så ændringerne ikke kommer som overraskelser.

Når reaktionerne gør forandring vanskelig

Mange pårørende har tidligere oplevet voldsom vrede, fortvivlelse eller konflikter, der fortsatte længe efter situationen. Derfor kan det føles risikabelt at ændre hjælpen. Frygten bygger på erfaring, ikke svaghed.

Planen skal også fastlægge, hvornår samtalen stoppes, hvornår I taler videre, og hvem der kontaktes, hvis familien mister grebet om aftalen. Det aftales på forhånd – ikke midt i konflikten.

Omsorg for personen med OCD betyder ikke, at den pårørende skal acceptere nedgørende sprog eller få sine grænser overskredet. En grænse beskriver, hvad den pårørende selv vil gøre: “Jeg vil gerne blive her sammen med dig, men jeg tjekker ikke døren igen.” Den skal indgå i den kendte plan og ikke bruges som et pludseligt ultimatum.

Hvis der er vold eller utryghed om den fysiske sikkerhed, skal familien søge professionel hjælp og ikke forsøge at håndtere situationen alene.

Pårørende har også egne behov

Den pårørendes behov har værdi i sig selv. Søvn, arbejde, venskaber, fritid og pauser er ikke belønninger, man først har ret til, når personen med OCD får det bedre. Et liv ved siden af OCD’en beskytter både den enkelte og familiens relationer.

OCD kan også fylde om natten. Den pårørende kan blive holdt vågen af spørgsmål, tjek, ritualer eller krav om at blive i nærheden, indtil uroen falder. Når det sker igen og igen, bliver søvnmanglen en selvstændig belastning. Den gør det sværere både at passe arbejde og at møde OCD-situationerne roligt.

Belastningen er blevet for stor, når hverdagen næsten udelukkende organiseres omkring OCD, når den pårørende konstant er på vagt, eller når søvn, arbejde og andre relationer gentagne gange må opgives. Det er tegn på, at ansvaret skal deles, og at den pårørende selv har brug for støtte.

Tal åbent med én eller få personer, du har tillid til. Fortæl, om du ønsker råd, praktisk hjælp eller blot at blive lyttet til. Du må gerne fortælle om din egen belastning og søge støtte, samtidig med at du beskytter personens private og intime oplysninger.

Når familien har brug for professionel støtte

Professionel støtte kan bestå af fælles samtaler som led i personens behandling eller af et selvstændigt forløb for den pårørende. Her kan fokus være belastning, grænser, kommunikation og familiens aftaler.

Inddragelsen skal passe til alder, relation og behandlingsforløb. Ved behandling af voksne kræver fælles samtaler, at alle involverede er indforståede. Ved børn og unge er forældrene ofte tættere involveret, men opgaverne skal stadig være tydelige og tilpasset barnets udvikling. Pårørende skal ikke selv diagnosticere, tilrettelægge eksponering eller bære ansvaret for, om behandlingen lykkes.

Professionel støtte skal beskytte omsorgen i relationen og give den pårørende plads til et liv, der ikke styres af OCD. Målet er ikke, at den pårørende skal holde til stadig mere.