OCD i forbindelse med fødsel

Introduktion

I forbindelse med graviditet og fødsel kan der opstå stærkt ubehagelige tanker, som man bliver forskrækket over. De fleste får sådanne tanker, men for nogle udvikler de sig til et stort problem. Man holder ofte tankerne for sig selv, mens man prøver at forstå, hvorfor de opstår, og at forhindre, at de kommer igen. Selve håndteringen af tankerne kan blive en stor del af problemet og føre til OCD med tvangstanker og tvangshandlinger.

Når OCD udvikler sig efter fødslen, betegnes det som postpartum OCD, forkortet ppOCD, eller på dansk efterfødsels-OCD. Forældre med efterfødsels-OCD kan være plaget af uønskede tanker om barnet og af tvivl om deres følelser og den omsorg, de giver. Når man bliver forælder, får man ansvar for at tage sig af sit barn. Det kan være overvældende og skræmmende, især når man samtidig har svært ved at forstå sine egne tanker og reaktioner.

Hvad er efterfødsels-OCD?

For nogle mødre og fædre kan det at blive forældre udløse efterfødsels-OCD, en udbredt angstlidelse med uønskede og forstyrrende tanker, forestillinger eller impulser. Symptomerne kan begynde pludseligt efter fødslen, eller eksisterende OCD-symptomer kan blive forstærket af det nye forældreansvar.

Ved efterfødsels-OCD kan man tvivle på sine følelser for barnet og på, om man giver det tilstrækkelig omsorg og beskyttelse. Tankerne kan også have et seksuelt indhold eller handle om at skade barnet ved et uheld eller med vilje.

I et amerikansk studie var andelen af kvinder, der screenede positivt for OCD-symptomer, omkring 11% ved målingerne 2 uger og 6 måneder efter fødslen.*Fodnote

Frygten for ikke at elske sit barn

Ved efterfødsels-OCD kan tvivlen også handle om, hvorvidt man elsker sit barn nok. Man kan blive optaget af at mærke efter, om den rigtige følelse er til stede, og sammenligne sine reaktioner med andre forældres. Nogle ser også på billeder af barnet igen og igen i et forsøg på at fremkalde den følelse af kærlighed, de synes, de burde have. Måske gennemgår man samværet med barnet i tankerne eller søger gentagne gange bekræftelse hos sin partner for at blive sikker på sine følelser. Det kan optage meget tid og gøre det svært at være til stede med barnet.

Frygten for ikke at stimulere sit barn nok

Ved efterfødsels-OCD kan frygten for ikke at stimulere barnet nok skabe et krav om hele tiden at være til rådighed og aktivt optaget af barnet. Man kan føle sig nødt til konstant at lege, tale og holde øjenkontakt for at sikre sig, at barnet får tilstrækkelig kontakt og stimulering. Samværet kan samtidig blive præget af gentagne tjek af, om man gør nok, sammenligninger med andre forældre og gentagen læsning af råd om barnets udvikling.

At se væk, holde en pause eller rette opmærksomheden mod andre gøremål kan udløse tvivl om, hvorvidt man har forsømt barnet. Det kan gøre det svært at prioritere at spise, gå i bad, hvile sig eller ordne praktiske opgaver. Skyldfølelsen kan føre til forsøg på at kompensere med endnu mere kontakt og gøre det svært at være spontant til stede med barnet.

Frygten for ikke at give barnet den næring og omsorg, det har brug for

Tvivlen kan også kredse om, hvorvidt barnet får tilstrækkelig næring, trøst og omsorg. Man kan igen og igen gennemgå amning, flaskegivning eller måltider i tankerne for at blive sikker på, at barnet har fået nok. Barnets gråd og andre signaler kan blive analyseret gentagne gange, og man kan søge bekræftelse hos sin partner på, at man har reageret rigtigt. En beslutning, man allerede har truffet, kan blive ved med at give anledning til tvivl. Man kan føle sig nødt til at ændre på rutinerne igen og igen i forsøget på at blive helt sikker på, at barnet får den rette omsorg. Jagten på sikkerhed kan fortsætte, selv efter at man har fået svar på sine spørgsmål.

Frygten for smitte og forurening

For nogle bliver det svært at slippe tvivlen om, hvorvidt hænder, sutteflasker, legetøj og omgivelserne omkring barnet er rene nok. Man kan vaske eller sterilisere de samme ting igen og igen og stadig være usikker på, om man har overset noget. Det kan blive svært at afslutte rengøringen, selv om man allerede har gentaget den flere gange.

Frygten kan også handle om, at andre bringer smitte eller forurening med sig. Nogle begrænser besøg eller undgår, at andre holder barnet, i et forsøg på at beskytte det. Man kan ende med at stå mere alene med omsorgen for barnet.

Uønskede skadetanker

Uønskede skadetanker kan vise sig som pludselige forestillingsbilleder af at skade barnet, eksempelvis mens barnet græder og er svært at trøste. En forælder til et barn med kolik kan blive forskrækket over en sådan tanke og begynde at frygte at miste kontrollen.

Man kan gennemgå tanken igen og igen, holde øje med sine reaktioner eller søge bekræftelse hos sin partner. Nogle begynder at undgå bestemte situationer med barnet eller lader andre overtage pasningen af frygt for, at tankerne kommer igen. Det kan gøre samværet anspændt og vække skyld over ikke at kunne være sammen med barnet, som man ønsker.

Uønskede seksuelle tanker

Uønskede seksuelle tanker om barnet kan dukke op under bleskift eller bad. De kan opleves som tanker, forestillingsbilleder eller en fornemmelse af en impuls. Man kan eksempelvis blive bange for at berøre barnet på en upassende måde og begynde at tvivle på, hvad tankerne siger om én selv.

Man kan gennemgå situationen i tankerne eller mærke efter, om kroppen reagerede på en bestemt måde. Skam og frygt for andres reaktioner kan gøre det svært at fortælle om oplevelsen. Nogle begynder at overlade bleskift eller bad til andre. Forsøgene på at blive sikker og denne undgåelsesadfærd kan være med til at fastholde OCD’en.

Uønskede tanker om fare for barnet

Frygten for, at der er sket barnet noget, kan dukke op, mens barnet sover i sin seng eller barnevogn. En forælder kan blive optaget af, om barnet trækker vejret, og føle sig nødt til at tjekke med det samme. Tanken om at have overset noget kan gøre det svært at vente eller rette opmærksomheden mod andre gøremål.

Efter et tjek kan tvivlen hurtigt vende tilbage: Var jeg grundig nok, og kan jeg stole på det, jeg så? Man kan derfor gå tilbage igen og igen eller bede sin partner om også at tjekke. Det kan blive svært selv at hvile, mens barnet sover.

Hvordan opdager jeg, at min partner eller pårørende har efterfødsels-OCD?

Som pårørende kan man for eksempel lægge mærke til, at forælderen:

• undgår at holde barnet eller at sidde med det
• forsøger hele tiden at lege, tale eller holde øjenkontakt med barnet og har svært ved at holde pauser
• vasker eller steriliserer sutteflasker og andet, som barnet skal have i munden, i overdreven grad
• vasker barnets og familiens tøj eller gør rent omkring barnet i overdreven grad
• isolerer barnet for at forhindre familiemedlemmer eller andre i at “forurene” eller “smitte” det
• tjekker barnets vejrtrækning og sikkerhed igen og igen
• søger gentagne gange bekræftelse på sine følelser for barnet, på at være en god mor eller far og på, om barnet får nok omsorg
• søger bekræftelse på, at en bestemt handling ikke har skadet barnet

De synlige tegn kan være “toppen af et isbjerg” fyldt med tvangstanker og tvangshandlinger, men kan også ligge helt inden for normal adfærd. Der er stor forskel på, hvor meget rengøring, hvilke hygiejneforholdsregler og hvor meget opsyn man tilstræber i hverdagen og omkring en nyfødt. De nævnte eksempler behøver derfor ikke være tegn på OCD, men bør give anledning til opmærksomhed.

Efterfødselsdepression og efterfødsels-OCD

Tvangstanker kan også forekomme ved efterfødselsdepression. I en undersøgelse rapporterede 21 af 37 kvinder med efterfødselsdepression tvangstanker. Det svarer til 57% af kvinderne i undersøgelsen.*Fodnote

Mange skammer sig over tankerne og holder dem for sig selv. Man forsøger at få dem væk ved hjælp af tankekontrol, men forsøget har den modsatte virkning og forstærker de uønskede tanker. De bliver ofte både hyppigere og mere intense og dukker op i flere og flere situationer.

Tankerne og forsøgene på at håndtere dem er en stor belastning i en tid, der allerede er krævende på grund af det nye familiemedlem. Belastningen kan føre til depressionslignende reaktioner, hvor det egentlige problem er OCD’en.

Hvorfor udvikles efterfødsels-OCD?

Forskningen giver ikke et entydigt svar på, hvorfor efterfødsels-OCD opstår. Ofte har man haft en uerkendt OCD-problemstilling, før efterfødsels-OCD’en udvikler sig. Langt de fleste forældre oplever uønskede tanker om at skade deres barn. Hvis man i forvejen har tendens til at udvikle OCD, vil den ofte vise sig i denne periode.

Graviditets-OCD

Også under graviditeten oplever en større gruppe kvinder og mænd ubehagelige, uønskede tanker, blandt andet om at kunne skade fosteret. Frygten kan handle om fødeindtag eller bakterier, og tankerne kan også have magisk karakter. Man kan frygte, at noget, man ser eller tænker, får betydning for barnets helbred.

Der kan også være et belastende stort fokus på, at alt skal være optimalt omkring fosteret og graviditeten. En følelse af skrøbelighed og katastrofetanker kan fastholde dette fokus: “Hvis jeg ikke gør alting rigtigt under graviditeten, kan det gå ud over barnet, og så er det min skyld.” Bekymringerne kan for eksempel handle om moderens tilstand, søvn, fødeindtag, vitamintilskud eller udsættelse for pesticider i hverdagen.

Efterfødsels-OCD og mænd

Også fædre kan opleve OCD i forbindelse med graviditet og fødsel.*Fodnote Tankerne kan handle om mange af de samme temaer, som er beskrevet i artiklen. Der kan også være OCD-temaer, der ikke retter sig direkte mod barnet. For eksempel: “For at sikre min familie så må jeg ikke begynde på noget på bestemte klokkeslet” eller “Ved at tænke på eller se bestemte ord bringer jeg ulykke til os”. Sådanne temaer kan også forekomme hos kvinder.