Selvmonitorerings-OCD

Hvad er selvmonitorerings-OCD?

Ved selvmonitorerings-OCD bliver opmærksomheden brugt som et tilbagevendende tjek. Personen følger egne tanker, følelser, handlinger eller kropslige signaler for at opdage tegn på, at noget er forkert, unaturligt eller ude af kontrol.

Til daglig justerer vi måske stemmelejet eller bemærker, at vi er trætte. Ved OCD får opmærksomheden en anden opgave: Den skal afgøre, om stemmen lød normal, tanken var ufarlig, eller følelsen havde den rette styrke. Et svar kan føles sikkert et øjeblik og derefter åbne for en ny kontrol.

Selvmonitoreringen kan foregå midt i en aktivitet eller bagefter som mental gennemgang. Nogle planlægger også, hvordan de skal tænke, se ud eller reagere, før situationen begynder. Opmærksomheden bliver delt: Én del deltager, mens en anden følger og vurderer personen udefra.

Hvad kan blive overvåget?

Kontrollen kan skifte mellem flere områder, alt efter hvad personen frygter at opdage.

Tanker og mentale processer. Personen registrerer, hvilke tanker der dukker op, hvor hurtigt de kommer, og om de virker logiske. En almindelig association kan blive gransket for at afgøre, om den afslører sygdom, manglende kontrol eller en skjult intention.

Følelser og motiver. Glæde, skyld, kærlighed, interesse eller medfølelse bliver målt. Personen undersøger, om følelsen er stærk nok, kom på det rigtige tidspunkt eller passer til situationen. Hvis den ændrer sig under kontrollen, kan forandringen blive opfattet som bevis på, at noget er galt.

Stemme, ansigt og kropssprog. Tonefald, pauser, øjenkontakt, smil og håndbevægelser kan følges tæt. Personen forsøger måske at sikre, at reaktionen ikke ser kunstig, truende, mærkelig eller for intens ud.

Opmærksomhed og hukommelse. Nogle kontrollerer, om de følger en samtale, husker en oplysning eller kan samle sig om en opgave. Testen bruger en del af den opmærksomhed, der skulle bruges på samtalen eller opgaven, og kan derfor gøre personen mere usikker.

Kropslige signaler. Puls, spænding, svimmelhed eller en særlig fornemmelse kan overvåges som tegn på stress, sygdom, angst eller tab af kontrol. Her kan mønstret overlappe med sensorimotorisk OCD eller sygdoms-OCD, men fokus er ofte bredere end én kropsproces.

Når selvobservationen ændrer oplevelsen

Selve kontrollen påvirker det, personen prøver at undersøge. En følelse virker mindre spontan, når man holder øje med, om den opstår. Et bevidst styret smil kan føles anspændt, og en koncentrationstest tager opmærksomhed fra den opgave, man prøver at følge.

Det kan blive tolket som bevis: Jeg måtte tænke over smilet, så det var nok falsk. Jeg mistede tråden, så min koncentration må være svækket. Men smilet eller koncentrationen kan netop være blevet mindre flydende, fordi personen kontrollerede dem.

En lille registrering bliver på den måde til et muligt faresignal. Personen undersøger den, oplevelsen ændrer sig under kontrollen, og forandringen giver anledning til endnu et tjek.

Kontrollen behøver ikke give tydelig ro. Den kan også bruges til at være forberedt, undgå en fejl eller opdage et faresignal i tide.

Typiske tvangstanker og tvivlsspørgsmål

Selvmonitorerings-OCD kan være knyttet til mange temaer. Spørgsmålene kan blandt andet lyde:

• Virker jeg naturlig, eller kan andre se, at jeg kontrollerer mig selv?
• Hvorfor fik jeg lige den tanke?
• Følte jeg nok glæde, kærlighed eller medfølelse?
• Lød min stemme mærkelig eller aggressiv?
• Er min koncentration blevet dårligere?
• Kan det ansigtsudtryk afsløre noget om mine egentlige motiver?
• Hvad sker der, hvis jeg holder op med at følge med i mig selv?
• Er jeg stadig den samme som før?

Spørgsmålene kan handle om sociale situationer, sygdom, moral, identitet eller relationer. Emnet skifter, mens selvobservationen fortsat bruges til at lede efter tegn og afklare tvivl.

Typiske kompulsioner og sikkerhedsstrategier

Kontrollen kan være så indarbejdet, at den ligner almindelig opmærksomhed. Typiske responser er:

Løbende indre kommentering. Personen sætter ord på egne handlinger, tanker og følelser for ikke at overse en betydningsfuld ændring.

Mental genafspilning. Samtaler og handlinger gennemgås bagefter. Tonefald, blikke og pauser undersøges, som om en lille detalje kan afgøre, hvordan personen virkede.

Bevidst styring. Personen planlægger bevægelser, ansigtsudtryk eller formuleringer og forsøger at undgå spontane reaktioner. Samtalen eller bevægelsen bliver noget, der skal udføres korrekt, frem for noget personen bare gør.

Følelses- og tanketest. Et emne, billede eller minde fremkaldes for at se, hvilken tanke eller følelse der kommer. Resultatet sammenlignes med tidligere test eller med en forestilling om, hvordan en normal reaktion burde være.

Aflæsning af andre. Ansigter, svar og kropssprog bruges som spejl. Et neutralt blik kan udløse tvivl, og et beroligende svar kan kræve en ny kontrol af, om personen nu også mente det.

Optagelser og eksterne beviser. Nogle ser sig selv i spejle, laver lyd- eller videooptagelser eller gemmer beskeder for senere at kunne vurdere, hvordan de fremstod.

Sådan kan selvmonitorering se ud i hverdagen

Forskellen til sensorimotorisk OCD og social angst

Ved sensorimotorisk OCD bliver automatiske kropsprocesser eller sanseoplevelser, såsom vejrtrækning, synkning og blink, ved med at træde frem. Personen kan frygte, at opmærksomheden aldrig slipper processen igen. Selvmonitorerings-OCD er bredere. Her kan opmærksomheden også være rettet mod tanker, præstation, identitet, følelser og den samlede måde, man fremstår på.

Social angst kan også indebære stærk selvbevidsthed og overvågning i sociale situationer. Her er frygten typisk knyttet til negativ vurdering, afvisning eller ydmygelse. Ved selvmonitorerings-OCD kan andres vurdering fylde, men tjekket fortsætter ofte, når personen er alene. Det kan for eksempel handle om, hvorvidt en tanke var normal, en følelse ægte eller hukommelsen lige så god som før. De to mønstre kan optræde samtidig.

Når pårørende bliver et ekstra spejl

Andre kan blive bedt om at vurdere, om personen lød mærkelig, så vred ud eller reagerede normalt. Spørgsmålet kan være vanskeligt at genkende som en del af OCD, fordi det ligner et almindeligt ønske om feedback. At svaret fungerer som et tjek, bliver tydeligt i gentagelsen og kravet om præcision: Var du helt sikker? Kunne du se noget i et kort øjeblik? Ville du have sagt det, hvis jeg virkede anderledes?

Pårørende kan også blive bedt om at sammenligne personen med tidligere: Er stemmen den samme? Virker hukommelsen dårligere? Ser bevægelserne naturlige ud? Svaret kan give kortvarig ro, men næste situation åbner spørgsmålet igen. Den pårørendes vurdering ender dermed med at fungere som endnu et tjek.

Selvmonitorering er ikke selvoptagethed

En person kan fremstå fjern eller optaget af sig selv, fordi en stor del af opmærksomheden bruges på at kontrollere tanker, følelser, krop eller adfærd. Det skyldes ikke manglende interesse for andre. Tværtimod kan personen bruge kontrollen netop for at sikre sig, at vedkommende reagerer rigtigt i samtalen eller relationen.