At acceptere eller ikke at acceptere

Når man læser om OCD, så bliver det altid fremhævet, at man skal lære at acceptere. Men hvad er det, man skal acceptere? Der er mange misforståelser omkring det, og for nylig havde jeg nogle vigtige samtaler med en af mine klienter om dette spørgsmål. I denne artikel bliver klienten omtalt som Magnus, men det hedder han selvfølgelig ikke.

Magnus’ OCD var pludselig blevet optaget af døden, og han følte, at dette tema var anderledes end hans øvrige OCD-temaer, da han ikke ville kunne acceptere døden og den jo var uundgåelig i sig selv. Denne dødsoptagethed kom til udtryk gennem forestillinger om ikke at være her mere, at miste sig selv og efterlade andre. Tilsammen skabte dette en intens, uudholdelig følelse, som udløste et stærkt handlingsbehov. Han følte derfor, at det var et uløseligt OCD-problem, som aldrig ville kunne gå væk. Sådan hænger det naturligvis ikke sammen, men det nødvendiggjorde for Magnus nogle vigtige overvejelser om, hvad det vil sige at acceptere.

Hvad skal accepteres?

Er det indholdet af OCD-tankerne, som man er nødt til at komme frem til at acceptere, og hvad betyder det overhovedet at acceptere? Det bliver ofte foreslået af terapeuter, i gode råd på nettet eller i svar fra kunstig intelligens, at man bare skal sige til sig selv: “Det kan da godt være, at jeg…”, og hvad det så end handler om, at man er bange for at være. Du kan selv prøve at slutte sætningen med forskellige OCD-temaer: for eksempel “at jeg slår min kæreste ihjel”, “at jeg har været utro” eller “at jeg er pædofil”. Denne tilgang lægger op til, at man skal kunne acceptere muligheden for at være et forfærdeligt menneske, og det er i sig selv absurd. For hvem vil være et dårligt menneske? Strider det ikke til enhver tid imod ens værdier? Selvfølgelig gør det dét, og den, som er kommet med forslaget, har misforstået, hvad det er, man skal acceptere. Når man som ikke OCD-ramt tænker på at være et dårligt menneske, så er det nemt. Det føles tilsvarende nemt at acceptere, at man skulle være det, fordi man ikke bliver udfordret på tanken. Den er helt rolig. Man er følelsesmæssigt neutral og hurtigt videre i sine tanker. Derfor er der ikke så langt hen til at tænke, at det er jo bare det, som den OCD-ramte skal gøre. Acceptere tanken, for det er jo det, jeg selv gør. Men der er nogle væsentlige forskelle, som bliver overset, når man ikke selv har et OCD-forhold til sine tanker. Det er mere komplekst end som så. Det er let at stå henne ved endemålet og sige, at du bare skal gøre ligesom mig. Som når en professionel fodboldspiller siger: “Se, du skal bare gøre ligesom mig. Det er nemt”.

Accept handler om forholdet til tanken

Når man ikke har et OCD-forhold til sine tanker, så er det let at acceptere indholdet af tankerne, fordi så rummer man bare tanken uden at engagere sig i indholdet. Man får ikke en empatisk reaktion på indholdet. Tanker er bare tanker. Hvis vi vender dette på hovedet, så kan man komme til at tro, at man skal kunne forestille sig noget ubehageligt uden at reagere på det, for at man har opnået accept. Det er her misforståelserne kommer ind. Lad os sige, at man har OCD om at kunne gøre skade på nogen, og OCD’en har skabt en fortælling om, at man kunne blive en følelsesløs psykopat, som slår nogen ihjel. I denne situation er det meget almindeligt, at man laver tjekke-adfærd, hvor man forestiller sig at skade nogen for så at vurdere ens egen reaktion på forestillingen. Her har vi en situation, hvor man ifølge OCD’en er nødt til at fremtvinge en empatisk reaktion på sin forestilling, hvis man skal bevise, at man ikke er en følelseskold psykopat. Det naturlige vil være, at man ingen reaktion har, at man stiller sig neutral og lynhurtigt er videre i sine tanker, fordi det er en fuldstændig ligegyldig forestilling. Dette er ikke et udtryk for at være følelsesløs, men det vil OCD’en få det til at virke som. Så i dette tilfælde bliver accept, at man accepterer at have tanken uden at blive berørt af den. Accept handler altså ikke om, at man skal acceptere muligheden for at være et dårligt menneske, men i stedet at acceptere at have tanker om at være et dårligt menneske. At have denne tanke uden at følge op på den: “Hvorfor har jeg denne tanke?”, som om at tanker er nødt til at have en årsag for at være der. At det må betyde, at man et eller andet diffust sted skulle kunne være et dårligt menneske, endda selvom man ikke engang føler, at man er det. Her overser man naturligvis det faktum, at tanker opstår tilfældigt, men at netop selve “Hvorfor?” forholdet til tanken fastholder den og øger hyppigheden af tanken. Det er altså forholdet til tanken, som er ‘klæbemidlet’ for tanken og ikke tanken i sig selv. Hvis man begynder at lede efter årsager til, at man skulle være et dårligt menneske, så begynder hjernen i sin evige hjælpsomhed at lede efter disse årsager og komme med forslag til, hvordan og hvorfor det skulle være tilfældet. Vi har altså en efterspørgsel efter årsager til en påstand om at være et dårligt menneske eller at noget katastrofalt skulle kunne ske, og der kommer forslag om dette, og så bliver forslagene betydningssat igennem de særlige forhold, man har til sine tanker.

Hvad skal man kunne rumme?

Så hvordan kommer man derhen, hvor man ikke har et OCD-forhold til sine tanker, så det bliver let at acceptere sine tanker?

For at kunne have ubehagelige tanker uden at engagere os i indholdet, skal vi for eksempel kunne rumme, at der opstår:

• negative fortællinger om vores karakter og værdier
• trang til at undersøge, hvorfor tankerne opstår
• stærke negative følelser som skam, angst for fortrydelse, ansvar og skyld
• en følelse af, at det at rumme betyder, at man overser noget vigtigt - at det bare bliver “fejet ind under gulvtæppet”
• en dyb tomhedsfølelse
• en følelse af, at man har accepteret vilkåret. At nu er man så det dårlige menneske, som man ikke vil være - og naturligvis ikke er

Vi ser altså, at der er rigtig meget, der skal rummes. Det er måske ikke så mærkeligt, at det ikke er så lige til?

Magnus og tanken om døden

Lad os vende tilbage til Magnus. Magnus havde fået den tanke, at han skulle forlige sig med, at han skulle dø. Han talte med mange om døden og kunne ikke forstå, hvordan de kunne være med dette faktum, at man skal dø, uden samtidig at være i panik. Han overvejede, uden at være særlig religiøs, at tale med en præst for måske derigennem at komme frem til en accept af at skulle dø. Men at være 30 år og så skulle kunne mærke efter, om man er okay med at dø, for herved at have opnået accept, er noget nær umuligt. Ingen er okay med at dø andet end hvis man er nået ud til livets ende - ikke når man står midt inde i livet og er fuld af livslyst og livsglæde. Nu var det her jo heller ikke en almindelig tanke, der blev undersøgt med akademisk nysgerrighed og undren, men en angstfyldt obsessiv tanke, der blev ved med at fylde og skabe angst, og hvor løsningen syntes at skulle være at finde ro med tanken for at den kunne gå væk.

At undlade aktivt at søge ro

Problemet er naturligvis, at selve det at forholde sig til tanken skaber uroen, og det derfor ikke er muligt både at tænke tanken og samtidig opleve en indre ro. Som hvis man forestiller sig, at man har rystet et glas med sand og vand. Nu er vandet blevet helt uklart fordi sandet er hvirvlet op, men man bliver ved med at ryste glasset med forventning om, at alt sandet skal ligge roligt på bunden af glasset. Hvad er løsningen andet end at stoppe med at ryste glasset? Magnus stod i den situation, at han skulle rumme tankerne med alt, hvad der følger med, uden at opsøge ro. Han måtte acceptere at forholde sig passivt til noget, som virkede livsafgørende at forholde sig til, men som samtidig opretholdt den høje angst. Magnus formåede, på grund af sit tidligere arbejde med OCD’en, en god ‘OCD-værktøjskasse’ og høj viljestyrke at forholde sig passivt, og i løbet af 14 dage reducerede angsten sig til et niveau, hvor han kunne forholde sig mere rationelt til emnet. Som et godt tegn vendte de sædvanlige OCD-emner tilbage, og hverdagen normaliserede sig igen.

At slippe engagementet i tanken

Inden for metakognitiv terapi er et af vores yndlingsmotiver et sushibånd, hvor man kun tager de retter, som man har lyst til, og bare lader de andre køre videre på båndet. Det er på mange måder et rigtigt godt billede på, at vi faktisk selv kan tilvælge - og fravælge - hvad vi vil beskæftige os med i vores tanker og handlinger. Et hyppigt problem med måden, det implementeres på, er dog, at man ganske vist kun tager den ret, man har lyst til at spise, men alt imens man tygger på denne, så holder man frygtsomt øje med de andre retter, som om de når som helst kan springe over på ens bord eller i hvert fald finde, at deres tilstedeværelse er problematisk. Man kan sige, at de negative retter står på båndet og skaber negative følelser på trods af, at de ikke bliver spist. Det er altså væsentligt, at vi tager vores yndlingsret og går ud af restauranten i stedet for at blive ved med at betragte sushibåndet. Metakognitiv terapi kan sjældent stå alene, da det er beregnet til mindre komplekse problemstillinger, hvorfor vi i OCD Klinikken bruger en integreret metode med flere kognitive retninger tilpasset OCD.

Afslutning

Vi ser, at forståelsen af, hvad accept vil sige, kan gøre en afgørende forskel. Der er meget, som skal rummes, og på mange måder er ordet rumme mere dækkende for, hvad der skal til end ordet accept.