Når eksponering ved OCD bliver misforstået
Det interessante ved eksponering er ikke, hvor ubehagelig den kan gøres. Det interessante er, om den rammer det rigtige punkt. Ved OCD kan en dårligt designet eksponering let blive endnu en del af OCD’ens system. Det kræver den rigtige teknik og forståelse.
Eksponering handler om det rigtige design. Når designet er rigtigt, bliver udførelsen af eksponeringen mere enkel.
Når vi eksponerer, udsætter vi os selv for en udløser i angstsystemet med henblik på at aflære denne. Vi forsøger at fortælle angstsystemet, at triggeren ikke er relevant. Den er ikke bare uønsket, men faktisk unødvendig.
Bare rolig
Man kan nemt blive forskrækket, når man hører om eksponering. Der kan hurtigt komme katastrofetanker om, at det går helt galt, eller at man tager en risiko, som aldrig kan reddes.
Nogle behandlere siger: “Du skal bare springe ud i det og gøre alt det, du ikke tør. Så lærer du hurtigt, at OCD’en tog fejl.”
Selvom det i og for sig er rigtigt nok, tror jeg faktisk ikke, at behandleren selv ville kunne gøre det, hvis behandleren havde noget så kompliceret som OCD. Det er ikke bare som almindelig angst, hvor man hurtigt får en erfaring for, at det ikke er farligt.
Hvis man er bange for en kanin, kan man stille og roligt sidde sammen med den og finde ud af, at den ikke gør noget. Sådan forstår behandleren det sikkert, men det er en stærk forsimpling af, hvordan OCD fungerer.
Når man har OCD, er man i fuld gang med at tænke på, hvordan man kan undgå konsekvenserne af at have været tæt på kaninen. Hvordan man bagefter skal vaske sig, og hvordan det dog skal lykkes at tage hjem i bilen uden at forurene denne med “kaninsnask”.
Bare som eksempel. Du forstår nok, hvad jeg mener.
Eksponering skal designes rigtigt
Man er derfor nødt til at eksponere på en anden måde. Det rigtige design kræver langt mere af behandleren. Det er vigtigt, at behandleren ikke kun prøver at behandle toppen af isbjerget.
Når vi arbejder med eksponering, arbejder vi altid på 3-4 ud af 10 på angst- og OCD-skalaen. Her kan man rumme følelsen, og man bliver ikke presset bagefter.
Efterhånden som vi arbejder på dette punkt, rykker alt det “farlige” højere oppe på skalaen ned til vores sweet spot. Ingen af os bliver nogensinde gode til at være oppe i den røde zone. Det er vi ikke lavet til, og heldigvis behøver vi det heller ikke.
Dog har vi nogle tricks, som kan hjælpe os, men mere om det en anden gang.
“Det har jeg prøvet før”
Nogen tænker måske: “Det har jeg prøvet før, og det gjorde bare det hele værre.”
Ja, det er meget sandsynligt, men så har du også gjort det på den forkerte måde. Mange behandlere forstår ikke, hvordan man skal eksponere ved OCD.
Jeg havde for eksempel en klient, som var indlagt i psykiatrien. Hun kunne hverken bo selv eller varetage et arbejde. Hun var bange for, at kemikalier i omgivelserne kunne skade hende, så hun blev mindre intelligent og derved kunne komme til at gøre skade på nogen.
I psykiatrien prøvede de at eksponere hende for det, hun frygtede. Hun skulle sidde i tre timer på en stol, hvor hun frygtede, at der var noget, som kunne skade hende. De mente, at hun derved ville erfare, at stolen ikke var farlig, og så ville problemet forsvinde.
Deres projekt mislykkedes naturligvis, og hun blev udskrevet som havende uhelbredelig OCD.
Men da vi først begyndte at arbejde med hendes OCD og fik eksponeret hende på den rigtige måde, flyttede hun tilbage i sin egen lejlighed og fik et arbejde, hun var rigtig glad for.
Hun var ikke kronisk syg. Hun fik blot en utilstrækkelig behandling.