Livet med OCD fra første parket

Et behandlingsforløb med tjekke-OCD

Livet med OCD kan være, og er for mange, en kamp med sig selv og en sygdom, som ikke giver slip ”bare sådan lige”. Set udefra kan mennesker med OCD være tydeligt plagede af deres symptomer, men hvordan er det egentlig at være i orkanens øje? Hvordan finder man motivationen til at kæmpe imod OCD’en, og hvordan finder man sejrene i en hverdag, hvor alting nogle gange virker, som om det hele kan være lige meget? Det, og meget andet, spurgte jeg en klient om.

Klienten henvendte sig til klinikken med problemer forbundet med elinstallationer, komfur og stearinlys i hjemmet. Klienten, som er i midten af 50’erne, havde tiltagende svært ved at komme af sted til aftaler og på arbejde, da det at forlade huset var forbundet med en lang tjekkerunde af stikkontakter, lamper, strygejern og komfur. Tjekkerunden var nødvendig for klienten og indebar blandt andet at mærke på lamper, stikkontakter og komfur, om de var varme. En sådan tjekkerunde var også del af et aftenritual, inden hun kunne gå i seng.

Klienten har modtaget et års behandling i klinikken, som har bestået af individuelle samtaler hos en autoriseret psykolog med speciale i OCD samt faste hjemmebesøg med en psykologstuderende i etårigt klinisk uddannelsesforløb hos OCD Klinikken. Hjemmebesøgene havde eksponering som fokus, hvor klienten sammen med den psykologstuderende lavede små eksponeringsøvelser. Øvelserne steg gradvist i intensitet og sværhedsgrad, i takt med at klienten mestrede flere og flere ting.

Et år senere er tjekkerunden før arbejde og længere ophold uden for hjemmet blevet minimeret markant. Klienten rører ikke længere ved kontakter og lamper og kan lade sine elektroniske enheder, for eksempel telefon, tablet og tandbørste, op over natten. Runden er minimeret til at scanne huset ved kun at kigge rundt i de forskellige rum, om alt er, som det skal være. Komfuret volder stadig problemer for klienten i et omfang af 10 til 15 minutters tjek af komfur, inden klienten forlader hjemmet for at tage på arbejde, mens længere ture uden for hjemmet kræver længere tjek.

Begrænsninger i livet med OCD

Der er mange ting, man ikke kan gøre, når man har OCD. Der er i hvert fald mange ting, man har sværere ved at gøre, fordi man har OCD. Det kan give store begrænsninger i livet.

Jeg spurgte klienten om, hvilke begrænsninger hun havde oplevet i sit liv med OCD. Hun svarede, at det har stresset hende meget, og at det har taget rigtig meget af hendes tid. Hver gang hun skulle ud af døren, har der været OCD på spil. Hun har følt sig begrænset, når hun skulle på udflugter, hvor hun enten skulle hentes af nogen eller selv være klar til at hente andre på bestemte tidspunkter. ”Bare” at skulle på arbejde eller på weekendtur krævede en længere planlægningsprocedure for at sikre, at alt var, som det skulle være. Hun fortæller også, at hun helt sikkert ubevidst har sagt fra til udflugter eller aftaler, fordi det har virket for uoverskueligt at skulle ud af døren. Det kunne også være fravalg af aftenaftaler efter at have været på arbejde om dagen, da hun allerede én gang den dag havde været ude af døren og været igennem tjekkerunden. Læs også om tjekke-OCD, hvor netop tvivl, kontrol og gentagne tjek ofte fylder meget.

Klienten beskrev, hvordan hendes liv og færden blev begrænset. Hun frygtede, at hun på sigt ville få sværere og sværere ved at komme ud af døren. Et frygtscenarie tegnede sig for hende: at hun om 10 år måske slet ikke kunne gå ud.

Motivation til at begynde i behandling for OCD

Hvordan beslutter man sig for at søge behandling, når man opdager, at en adfærd skaber problemer i hverdagen og måske også på sigt?

Klienten beskriver, at beslutningen om at søge behandling og den første tid i behandling bestod af flere trin. Først lagde hun mærke til, at adfærden var anderledes. Derefter fik adfærden et navn, og hun begyndte gradvist at erkende, at der kunne være tale om OCD. Samlet bevægede processen sig fra den første erkendelse til professionel behandling, normalisering og motivation for at arbejde med OCD’en.

I hendes forløb begyndte det med en samtale med søsteren, der sagde, at ”du har jo OCD”. At finde ud af, at adfærden havde et navn, gjorde noget ved processen med at begynde i behandling. Dermed begyndte hun en erkendelsesproces om, at hun måske havde OCD. Klienten fortæller, at hun efter de første behandlingssessioner begyndte at erkende, at hun faktisk havde OCD.

En vigtig ting på dette tidspunkt var dog også, at hun fandt ud af, at der kunne gøres noget ved det. Det var ikke en sygdom, som hun nødvendigvis skulle plages af resten af livet i den grad, som hun gjorde på det tidspunkt. Informationen om, at der kunne gøres noget, sparkede til hendes motivation til at gøre noget.

Jeg spurgte herefter om, hvilke tanker hun havde gjort sig, inden hun begyndte i behandling.

”Lykkes det mon? Kan jeg blive helt fri for OCD, sådan som jeg ønsker? Kunne jeg leve mit liv frit som en fugl, uden at være tynget af OCD’en hver eneste dag?” lød det klare svar fra klienten.

Behandling af OCD kræver aktivt arbejde

Tidligt i behandlingsforløbet gik det op for klienten, at behandling mod OCD var en kamp, man selv skulle kæmpe. Der var ingen, der kunne tage OCD’en væk fra hende. Det var op til hende selv. I de første sessioner tilegnede hun sig meget viden om OCD, men det stod hende også klart, at hun selv måtte arbejde med det. På det tidspunkt i processen meldte der sig en frustration og en tanke om, at det ikke hjalp. Hvordan finder man alligevel motivationen til at fortsætte?

Motivationen for at fortsætte behandlingen var frygten for, at hun aldrig kunne komme ud af døren. En livsindskrænkelse af denne karakter drev motivationen videre og fik hende til at ville arbejde videre i kampen mod OCD’en.

Næste del af klientens behandlingsforløb bestod af eksponering og responshindring i hjemmet.

Eksponeringer som passende udfordringer

Eksponeringer vækker ofte ubehag, tvivl eller frygt hos mennesker med OCD. Eksponeringer tilrettelægges derfor som passende udfordringer. De skal være mærkbare nok til, at klienten får mulighed for at øve sig i noget nyt, men ikke så voldsomme, at øvelsen bliver overvældende. I behandlingen sigter man typisk efter et moderat ubehagsniveau, ofte omkring 3 til 4 på en skala fra 0 til 10. Formålet er ikke at presse klienten hårdest muligt, men at skabe erfaringer, som klienten hurtigt kan komme videre fra og bygge videre på.

Klienten fortæller dog, at hendes umiddelbare reaktion på eksponeringerne var positiv. Hun følte, at der endelig kunne ske noget. Hun følte, at hun kunne tage sagen i egen hånd og gøre noget! Hun fik et indtryk af, at vi som behandlere gerne ”ville hende” og troede på, at det kunne blive bedre. Hun følte, at hun blev taget seriøst, og det betød meget. Hun vidste, at det ikke ville blive bedre uden eksponeringerne og var derfor meget motiveret for at komme i gang med dem.

Frustration under OCD-behandling

Al begyndelse kan være svær. Ny træning kan være krævende, også når den er tilpasset klientens niveau. OCD-eksponeringer er ingen undtagelse - og de kan blive ved med at afføde frustrationer, også når de ikke er nye længere.

Klienten fortæller, at frustration er en stor faktor i kampen mod OCD. Det er noget, man skal lære at håndtere og tage hånd om. Med den rette tilgang kan frustrationen også bruges konstruktivt i arbejdet med OCD.

Klienten beskriver for mig, hvordan hver eneste dag kan være en kamp, og hvordan følelser og tanker følger et bestemt mønster. Hun beskriver det som et hjul, der er en ”aldrig sluttende historie”. Hjulet samler to mulige spor: Når øvelserne bliver for svære, kan frustration og tvivl trække motivationen ned; når øvelserne lykkes, kan erfaringen give glæde og mod på næste skridt.

I mønstret er udgangspunktet selve motivationen til at begynde i behandling. Frygten for ikke at kunne gå ud giver motivation til at arbejde aktivt med OCD’en. Behandlere og hendes egen indsats giver en tro på, at det kan lykkes via eksponeringerne.

Her kan frustrationerne opstå, især når eksponeringerne ikke lykkes lige godt hver gang. Klienten understreger her, hvor frustrerende det er at opleve, at man med sin vilje og forstand ved, hvad der er bedst at gøre, men at det ikke sker. Når eksponeringsøvelserne bliver for svære eller ikke gennemføres som planlagt, kan det vække tvivl og give tanken om, at det måske slet ikke nytter noget.

På dette tidspunkt kunne processen være gået i stå. Men med klientens indsigt i sin egen adfærd blev hun igen opmærksom på, hvad der i starten havde motiveret hende til at begynde i behandling. På den måde fik hun nyt mod på at gå aktivt ind i behandlingen.

Når eksponeringsøvelserne gennemføres som planlagt, kan processen i stedet bevæge sig i en mere hjælpsom retning. Glæden ved at gennemføre øvelserne fylder mere, og erfaringen kan give mod på næste skridt.

Under hele forløbet foregår en erkendelsesproces: at vænne sig til tanken om at have OCD, finde ud af hvad man kan gøre, og undersøge om det ændrer synet på sig selv og sit liv.

Erkendelsesprocessen stopper ikke nødvendigvis, selv om man holder pause med eksponeringerne, fordi de er for uoverskuelige. Erkendelsesprocessen vil så dreje sig om, hvad der har fået én til at holde pause. Den vil dreje sig om, hvorfor motivationen til at fortsætte ikke står lige så stærkt som før. Måske er det en erkendelse af, at man ikke er klar til at arbejde fuldt ud med sin OCD.

Fortsætter man med øvelserne trods modstand, kan erkendelsesprocessen bevæge sig i retning af mere frihed i hverdagen og mindre styring fra OCD. Erkendelsesprocessen er en vigtig del af den videre vej, også efter behandlingsforløbet er slut, da den er med til at forme synet på sig selv og sit liv fremover.

Hvad klienten fik ud af behandlingen

Som afslutning på interviewet spørger jeg klienten om, hvad hun føler, hun har fået ud af sin behandling, og hvordan hun nu ser sin fremtid.

Hun fortæller, at hun er blevet klogere på sit problem, og at opmærksomhed på og viden om OCD hjælper. ”Viden om OCD har givet mig en mulighed for at kunne ændre min situation”. Hun beskriver, at hendes viden om OCD har været nødvendig for hendes arbejde med den. Hun ser muligheden for at kunne ændre sin egen situation som en vigtig faktor i sin kamp mod OCD.

Hun reflekterer over, at det stadig kræver en stor daglig indsats, og beskriver det selv som at arbejde ”som en hest”. Hun ved, at det er blevet bedre. På trods af bedringen føler hun stadig på dårlige dage, at problemet er lige så stort som for et år siden. Hun føler, at OCD’en har udviklet sig fra at være et problem til at være et dilemma med to sider. Hun oplever det tosidet, fordi hun nu har noget at kunne gøre i modsætning til før behandlingen gik i gang.

Vi taler ligeledes om, hvordan noget af hendes OCD kan ses som dårlige vaner. Hun beskriver sin OCD og arbejdet med den som et spil ”Klodsmajor”. Da hun først kom til klinikken, havde hun et bredt spektrum af problemer forbundet med elinstallationer i hjemmet. I løbet af behandlingen er der blevet taget flere og flere klodser af, indtil der nu kun er de nederste klodser tilbage i form af komfuret. Hun fortæller, at hun nu godt kan se, at det ikke ville have været muligt at tage af de allernederste klodser i starten. Så ville tårnet være væltet.

Fremtiden med OCD

Hvordan forestiller du dig, at din fremtid ser ud, sådan som dit liv er nu?

Hun svarer, at hvis hun kan undgå stress og anden sygdom, så føler hun sig fortrøstningsfuld, og tilføjer: ”Det kræver overskud at arbejde med OCD hver dag”. Hun har i løbet af sin behandling lært sin OCD at kende og ved, hvilke tidspunkter det er muligt for hende at trække sig fra aktiviteter for ikke at overophede sig selv og stresse unødigt.

Hun fortæller om en ny del af erkendelsesprocessen. Erkendelsen af, at hun måske aldrig bliver helt OCD-fri. At hun skal lære at leve med OCD’en i den grad, den er nu. Det er en tanke, som kan gøre hende trist, fordi det største ønske var, at hun kunne blive helt fri og ikke mærke OCD’en i sit liv. På den anden side er hun stolt af at være nået til et punkt, hvor hun overhovedet kan erkende, at hun måske aldrig bliver OCD-fri.

Samtidig udtrykker hun en tydelig lyst til selv at forme sit fremtidige liv.

Helt til slut spørger jeg, om der er noget, hun kunne tænke sig at give videre til andre med OCD og andre, der overvejer eller er i behandling.

”Man kan ikke klare det alene. Man har brug for støtte undervejs. Enten fra en god behandler, en partner, søskende eller ven, der ved, hvad det hele handler om.”

Hun beskriver, at det er uundværligt at have én at kunne støtte sig til og understreger vigtigheden af, at denne støtte ved noget om OCD.