OCD - den hemmelige sygdom

Når OCD-symptomer forbliver skjulte og ubehandlede over længere tid, kan OCD’en blive mere indgribende og sværere at behandle. Det rejser et vigtigt spørgsmål:

Hvorfor holdes OCD så ofte hemmeligt, både for behandlere og familie?

OCD er kendetegnet ved tilbagevendende tvangstanker, tvangshandlinger eller begge dele. Tvangstankerne er uønskede tanker eller forestillingsbilleder, som opleves påtrængende og ubehagelige. Indholdet er ofte skræmmende. Netop tankernes indhold kan være en vigtig forklaring på, hvorfor mange med OCD skjuler deres lidelse i årevis.

Symptomerne angriber vores værdier

Personer med OCD undrer sig ofte over, hvorfor symptomerne har fået netop den form, de har. Tvangstankerne kredser ofte om emner, som betyder meget for personen selv eller for de mennesker, personen holder allermest af. Et eksempel er en nybagt forælder, der oplever tvangstanker om at skade sit nyfødte barn. Tvangstankerne handler ikke blot om noget, der er dyrebart for personen med OCD. De strider også mod personens holdninger, moral og følelser.

Klinisk ser man ofte, at tvangstanker rammer netop de områder, der betyder mest for personen:

• Tvangstanker om at være ansvarlig for fejl opleves ofte af personer, der er omhyggelige og forsigtige.
• Tvangstanker om snavs og bakterier opleves ofte af personer, der lægger vægt på renlighed, og hvor både eget og andres helbred betyder meget.
• Aggressive tvangstanker opleves ofte af følsomme, omsorgsfulde og venlige personer.
• Religiøse og seksuelle tvangstanker opleves ofte af personer, der har høj moral og stor ansvarlighed over for andre.

For at forstå den tilsyneladende modsætning kan man overveje dette: Ville en person, der faktisk ønskede at handle aggressivt, være plaget af disse tanker? Skammen, væmmelsen, ubehaget og angsten opstår netop, fordi tankerne strider imod personens værdier.

Mange med OCD er ikke altid klar over, at de tvangstanker, de oplever, er symptomer på en lidelse. I stedet tænker mange, at tankerne siger noget dårligt om dem selv. Set i det lys er det ikke svært at forstå, hvordan indholdet af tvangstankerne kan blive forbundet med skam. Af frygt for at blive afvist af familie og venner, opfattet som sindssyg eller blive indlagt på en psykiatrisk afdeling holder mange igen med at fortælle om symptomerne. Nogle fortæller det aldrig til nogen.

“De ville ikke holde af mig, hvis de kendte mine mest private tanker”, er en frygt, mange kan nikke genkendende til.

Man er ikke alene om uønskede tanker

Det er almindeligt at tro, at man er alene om at have ufrivillige tanker, og at andre ville tage afstand fra dem, hvis de kendte til dem. I virkeligheden er det normalt at have mange af de tanker, som personer med OCD kæmper med.

Forskning i påtrængende tanker hos ikke-kliniske grupper viser, at mange mennesker oplever tanker med indhold, der kan minde om OCD-temaer. Det kan for eksempel være:

• tanker om at skade andre eller gøre noget farligt med vilje
• tanker om smitte, sygdom eller forurening
• tanker om at hoppe ud fra et højt sted
• seksuelle tanker, der strider mod personens ønsker eller værdier
• tanker om at have efterladt komfur, lys eller andre ting tændt, selvom man egentlig godt ved, at det nok ikke er tilfældet

Det kan være en stor lettelse for den, der har OCD, at høre, at man ikke er alene om denne type tanker. Det gør ikke tankerne til OCD i sig selv. Påtrængende tanker er et almindeligt menneskeligt fænomen; det afgørende er, hvilken betydning tanken får, hvor meget ubehag den skaber, og hvad personen gør bagefter.

For den, der kæmper med OCD, er det vigtigt at skelne mellem almindelige påtrængende tanker, OCD-nære mønstre og OCD. Den skelnen uddyber vi i leksikonopslaget om påtrængende tanker. Det internationale Radomsky-studie, som vi har gennemgået i forskningsnyheden om påtrængende tanker, viser samme grundmønster: uønskede tanker, billeder og impulser er langt fra sjældne.

Der er altså ikke nødvendigvis forskel på antallet af ufrivillige, spontane tanker, mennesker oplever. Der er heller ikke nødvendigvis forskel på indholdet af disse tanker. Men for personer med OCD bliver tankerne forbundet med stærkt ubehag og angst. Hvordan kan det være? Klinisk taler man om, at tankerne tillægges særlig mening og værdi, eller at de betydningssættes.

Når tvangstanker tillægges betydning

Nogle med OCD oplever såkaldte magiske tvangshandlinger. Her kan personen opleve, at en bestemt handling skal forhindre noget frygteligt i at ske, selvom handlingen ikke har nogen reel sammenhæng med det, den skal forhindre.

Et eksempel kan være en mand med tvangstanker om symmetri. Hvis konservesdåserne i skabet ikke står snorlige, føles det, som om mandens nabo og hele hans familie kan køre galt den følgende dag.

Andre er plaget af tanker og forestillingsbilleder om upassende adfærd og frygter, at tvangstankerne faktisk kan føre til handling. Tankerne kan for eksempel handle om frygten for at være pædofil, om at stikke en kniv i sin bedste ven eller om noget helt tredje. Mange med OCD kan blive overbeviste om, at bare det at have tankerne er lige så slemt som at udføre handlingerne, eller at tankerne betyder, at de ønsker at udføre handlingerne. Når tankerne bliver ved med at vende tilbage, kan det desuden blive tolket som et tegn på, at de er sande.

Tankerne opfattes altså ikke længere som tilfældige mentale hændelser. De betydningssættes.

Det er altså den mening, tankerne tillægges, der udløser skam, væmmelse og angst hos den, der har OCD. Især skamfølelsen spiller en stor rolle i den forsinkelse, vi ser, fra symptomerne starter, til personen søger behandling. Den forsinkelse kan påvirke, hvor langvarig behandlingen bliver.

Der er dog ingen grund til at skamme sig. Mange i befolkningen oplever samme type tanker. Forskellen er, at tankerne ikke tillægges samme betydning og derfor ofte forsvinder igen.

Når OCD ikke længere skal være hemmelig

Når OCD forbliver hemmelig, kommer personen ofte til at stå alene med en meget belastende fortolkning af sine egne tanker. Når tvangstanker kan forstås som symptomer og ikke som tegn på, hvem man er, bliver det lettere at tale om dem, søge hjælp og begynde at arbejde med OCD’en.