Artikel

Eksternalisering ved OCD

En hvid figur, hvis hoved er fyldt med redskaber

”Det er problemet, der er problemet, ikke personen.” Denne sætning kan på den ene side virke meget åbenlys, og på den anden side være en svær idé at forene sig med. Artiklen forklarer derfor, hvorfor det er vigtigt at kunne skelne mellem person og problem, og hvorfor det kan være problematisk at se problemet som en del af personen.

Når problemet bliver gjort til en del af personen

I det moderne samfund har vi en tendens til at vurdere alle tanker som en del af os selv. I denne tankegang glemmer vi hurtigt, at det ikke er de tanker, der dukker op i vores hoved, der definerer, hvem vi er. Det afgørende er snarere, hvordan vi vælger at reagere eller ikke reagere på tankerne.

Ved kan der være en overvægt af negative tanker. Det samme kan ske i perioder med belastning, stress, angst eller depression. Det kan i sig selv være meget belastende. Begynder man samtidig at identificere sig med de tanker, der kommer, kan tilstanden nærmest blive uudholdelig. Ved OCD bliver denne proces ofte særlig intens, fordi tankerne kan føles som tegn på, hvem man er, eller hvad man kunne finde på at gøre. Egenskaber som empati, moral og ansvar kan komme til at fylde så meget, at man hele tiden overvåger sig selv og situationerne omkring sig. Det sker især, når tankerne kredser om andres velbehag og opfattelse af en, og det koster energi og kræfter.

Det kunne for eksempel være tanker som:

”Synes de, at det var mærkeligt eller grådigt, at jeg tog det stykke kage?”

”Det er måske lidt større end de andre. Man kunne måske have delt det i to.”

”Måske jeg skulle lægge det tilbage, men vil det ikke virke underligt?”

Man kan komme til at diskutere med tankerne. Det kan begynde at føles ukontrollerbart, og de negative tanker kan blive dominerende og gøre en usikker. Tankerne bliver ubehagelige. Man ender i en tankestrøm, der kan virke ustoppelig, og derfor kan man bruge meget tid og energi på at kontrollere den.

Tanker og selvbillede

Tankernes strøm kan skabe en oplevelse af at være i kamp med sig selv, når tankerne går imod ens moral, værdier og . Tankerne kan dukke op i et splitsekund. De kan for eksempel handle om pædofili, selvskade eller frygt for at skade andre. De bliver ubehagelige, fordi vi ikke kan identificere os med dem. Det kan medføre et øget fokus på tankerne. At tanken opstår, er der intet unormalt i. Tanker er flyvske og opstår i en lind strøm, vi ikke altid er herre over.

Tankerne og mellem selvbillede og tanke kan aktivere vores . Det kan skabe et stærkt ubehag. Vi søger derfor at komme væk fra det ubehagelige ved at prøve at kontrollere enten tankerne eller situationen. Nogle gange er det ikke engang en tanke, men et ubehag man mærker rent kropsligt. Det kan medføre, at man begynder at undgå situationer, hvor ubehaget opstår.

Det paradoksale er, at jo mere vi forsøger at og overvåge dem, des mere kraft får tankerne. Samtidig bliver det ubehag, der følger med, større. Derfor er det vigtigt at arbejde på at lade tankerne være og acceptere, at de ikke behøver at være en del af en selv. De definerer ikke, hvem du er. Tanker er ikke handlinger, og de gør ikke i sig selv nogen ondt. Det betyder ikke, at man skal lægge alle tanker fra sig. Pointen er, at den måde, vi grundlæggende forholder os til tankerne på, kan være anderledes. Når vi møder en tanke, der skaber tvivl og ubehag, er det vigtigt, at vi ikke dvæler ved tanken. Denne dvælen kan forstærke de følelser, vi allerede har.

Hvordan giver man slip?

Illustration af en person, der bærer en tung rygsæk fuld af sten
Problemet kan føles som noget tungt, man bærer rundt på

er en proces, hvor man begynder at se problemet som noget, der påvirker én, men ikke som noget, der definerer, hvem man er. Eksternalisering hjælper én til at begynde at give slip på de negative tanker. Det sker ved, at man ser tankerne som en og ikke som en del af en selv.

For nogle kan det være helt praktisk at give OCD’en et navn eller en form. Eksternalisering fungerer i praksis ved, at vi aktivt vælger at se det, der påvirker os negativt, som en . Det betyder ikke, at man fjerner ansvar for egne handlinger. Det betyder, at man ikke gør de uønskede tanker til bevis for, hvem man er.

Det kan hjælpe at give aktøren et navn eller en form, der tydeliggør den effekt, den har. Det kan være en sort sky, der tåger vores tanker, eller en rygsæk fuld af sten, som vi bærer rundt på. Det vigtigste er ikke formen, men hvad der giver mening for en selv. Problemet behøver heller ikke at have et navn. Det vigtigste er, at man har en fornemmelse af, at det ikke er en del af en selv.

Det kan være svært at beskrive forskellen abstrakt. Derfor kan det være hjælpsomt at se, hvordan eksternalisering opleves indefra. En klient beskrev det sådan:

I forbindelse med behandlingen af min OCD var der særligt ét værktøj, som viste sig at være hjælpsomt. Når man har OCD, kan grænsen mellem mig selv og OCD’en blive meget flydende. Det gjorde det svært at forstå, hvad der var mig, og hvad der var OCD.

Det blev forstærket af, at jeg havde levet med min OCD i så lang tid, at den føltes som en naturlig del af mig. Da min behandler begyndte at omtale OCD’en som noget eksternt og foreslog, at jeg gav den en form eller et navn, blev det pludselig lettere at adskille mig selv fra den.

Det har hjulpet mig til langsomt at slippe OCD’en og arbejde med den sorg og frustration, der også kan følge med, når man skal leve uden den tryghed, OCD’en tidligere har givet.

Jeg kan kun anbefale, at andre med lignende problematikker forsøger at arbejde på denne måde.

Denne klient oplevede tidligere, at behandlerne omtalte OCD’en som en permanent del af klienten. Det medførte en dyb af de tanker og følelser, OCD’en skabte. Da klienten begyndte at eksternalisere, blev det muligt at begynde at se problemet som noget adskilt fra en selv.

Når vi først ser problemet som noget adskilt fra os selv, kan vi også lettere få øje på, hvornår det påvirker os. Det giver mere afstand til situationen. Problemet er der stadig, men det behøver ikke længere at definere, hvem vi er. På den måde kan man begynde at leve med mere afstand til problemet, så det fylder mindre i hverdagen.