Den tredelte funktionsmodel ved OCD
Den tredelte funktionsmodel ved OCD beskriver, hvilken opgave tvangshandlinger, mentale strategier, undgåelse og sikkerhedsadfærd får i forsøget på at håndtere tvangstanker, tvivl og ubehag.
Modellen undersøger ikke kun OCD-temaet, men den funktion strategierne får i mønstret. Den skelner mellem retrospektive funktioner, der retter sig mod det skete, reaktive funktioner, der dæmper aktuelt ubehag, og proaktive funktioner, der forsøger at skabe sikkerhed på forhånd.
Hvad er den tredelte funktionsmodel ved OCD?
Den tredelte funktionsmodel ved OCD er en klinisk arbejdsmodel, der undersøger, hvad ritualer, mental analyse, tjek, undgåelse og forsikring skal hjælpe personen med i OCD-mønstret. Modellen ser derfor ikke kun på temaet, men også på strategiens funktion.
For mange føles strategien ikke som et valg, men som noget der skal gøres for at komme igennem tvivlen eller ubehaget. Derfor er det vigtigt at forstå, hvilken rolle strategien har fået.
Den samme synlige handling kan få forskellige funktioner. Nogle gange skal den dæmpe et aktuelt ubehag. Andre gange skal den skabe et minde eller et bevis, som personen kan støtte sig til, hvis tvivlen vender tilbage.
Modellen hjælper med at afdække, hvad strategien skal gøre lettere, og hvorfor den kan føles nødvendig, selv om den på længere sigt fastholder problemet.
Den tredelte funktionsmodel er udviklet af psykolog Jesper Krogholt. Den tager udgangspunkt i arbejdet bag publikationen Den proaktive funktion ved OCD fra 2009 og er siden blevet videreudviklet gennem klinisk arbejde i OCD Klinikken. Senere international forskning har uafhængigt beskrevet beslægtede reaktive og proaktive strategier ved OCD.
Modellens tre funktioner
Modellen skelner mellem retrospektive, reaktive og proaktive funktioner. Det er ikke tre faste OCD-typer eller en diagnostisk inddeling, men en klinisk arbejdsmodel til at forstå, hvad strategien gør i mønstret. Funktionerne overlapper ofte, og samme handling har nogle gange flere funktioner på én gang.
Retrospektive funktioner retter sig mod det, der allerede er sket. Personen forsøger at finde ud af, om noget skete, om en handling blev udført rigtigt, eller om der findes tegn, der kan afklare den frygtede mulighed. Det kan være mental gennemgang, gentagne spørgsmål, erindringstjek eller forsøg på at rekonstruere et tidligere forløb.
Reaktive funktioner retter sig mod ubehag, tvivl eller angst, der er til stede her og nu. Det kan være neutralisering, tankeundertrykkelse, undgåelse, gentagen forsikring eller handlinger, der skal skabe relief ved at få kroppen og tankerne til at falde til ro.
Proaktive funktioner forsøger at skabe sikkerhed på forhånd, fordi senere tvivl kan føles sværere at håndtere end selve situationen. Det kan vise sig som ekstra grundige tjek, lagring af detaljer i hukommelsen eller aktiv overvågning af tanker, handlinger eller kropslige fornemmelser, så der senere er et bevis at støtte sig til.
Eksempler på modellens tre funktioner
Et tjek af en låst dør rummer ofte flere funktioner. Tjekket er reaktivt, hvis det dæmper den angst, der allerede er kommet. Det er retrospektivt, hvis mindet senere gennemgås for at afgøre, om døren faktisk blev låst. Og det er proaktivt, hvis tjekket udføres på en særlig grundig måde for at kunne bruges som bevis senere.
Ved kontaminations-OCD har vask eller undgåelse også ofte flere funktioner. Vasken fjerner måske den aktuelle følelse af forurening. Mental rekonstruktion bruges måske til at afgøre, hvad hænderne har rørt ved. Overvågning af berøring og bevægelser gennem dagen kan være et forsøg på at undgå den usikkerhed, der ellers kan opstå senere.
Ved mere skjult OCD er funktionen sværere at se. Mental analyse, indre beroligelse, kontrol af følelser, overvågning af tanker eller forsøg på at få en bestemt fornemmelse kan udfylde samme funktion som synlige ritualer.
Sådan bruges modellen i en funktionsanalyse
I en funktionsanalyse undersøger man både, hvad der satte OCD i gang, og hvilken rolle ritualet, den mentale handling, undgåelsen, forsikringen eller overvågningen fik i mønstret. Funktionen bliver ofte tydelig, når man ser på, hvad der skete lige før og lige efter strategien. Formålet er ikke at finde en skjult hensigt hos personen, men at forstå, hvad strategien hjalp personen med i situationen, og hvad den eventuelt skulle beskytte imod senere.
Nyttige spørgsmål er:
- Hvad udløste tvivlen, ubehaget eller trangen?
- Hvad pressede OCD på for, at personen skulle gøre?
- Hvad gjorde personen for at få relief, sikkerhed eller kontrol?
- Hvordan ændrede tvivlen eller ubehaget sig umiddelbart efter?
- Øger den kortvarige virkning sandsynligheden for, at strategien bliver gentaget?
- Er strategien mest retrospektiv, reaktiv eller proaktiv?
- Er der tegn på symptomforskydning, hvor den samme funktion kommer til udtryk gennem en anden strategi?
En nyttig funktionsanalyse ser derfor både på ydre handlinger og skjulte strategier. Den undersøger også, om personen øver sig i at håndtere den tvivl, der kommer bagefter, eller om behandlingen kun har reduceret den synlige del af OCD-mønstret.
Hvordan kan strategierne fastholde OCD?
Mange OCD-strategier giver relief på kort sigt. Personen oplever, at tjek, analyse, undgåelse eller forsikring hjælper, fordi ubehaget falder for en stund. Det kortvarige relief gør samtidig strategien lettere at gentage.
Gennem negativ forstærkning kan hjernen lære, at strategien var nødvendig. Når tvivlen opstår igen, kan behovet derfor føles stærkere.
OCD kan også blive mindre synlig for omgivelserne, når den samme funktion kommer til udtryk gennem skjulte ritualer, mental gennemgang eller overvågning. Andre ser derfor ofte mindre OCD, end personen faktisk kæmper med.
Symptomforskydning: når den samme funktion viser sig i en ny strategi
Når en bestemt strategi reduceres, kan kravet om sikkerhed komme til udtryk på en anden måde. Det er en form for symptomforskydning, som også kan vise sig ved, at OCD skifter tema. Den tredelte funktionsmodel bruges ikke til at antage, at funktionen er uændret, men til at undersøge, om det nye udtryk løser den samme opgave i OCD-mønstret.
Nogle holder op med at spørge direkte om forsikring, men begynder i stedet at lede efter indirekte tegn på, at alt er i orden. Andre reducerer synlige tjek, men bruger mere tid på mental gennemgang. Andre igen undgår færre situationer, men overvåger kroppen, tankerne eller fornemmelsen af, om noget er “rigtigt”.
Derfor er det vigtigt at spørge, om personen faktisk øver sig i at tåle tvivl og ubehag, eller om behovet for sikkerhed i stedet er flyttet til en mere skjult strategi.
Hvad betyder det for pårørende?
Pårørende kommer nogle gange til at understøtte den funktion, en strategi har fået, selv om de prøver at hjælpe. Det sker typisk, når de giver gentagen forsikring, venter på ritualer, hjælper med at rekonstruere en situation eller ændrer familiens rutiner for at undgå OCD-ubehag.
Pårørende bærer ikke skylden for OCD-mønstret. Men hjælpen kan få en funktion i det: Den giver personen relief på kort sigt og kan samtidig bidrage til at fastholde mønstret, når roen bliver knyttet til bekræftelse, deltagelse eller tilpasning fra andre.
I behandlingen kan man derfor arbejde med familieassistering: hvordan pårørende støtter personen uden at levere nye beviser, deltage i ritualer eller gøre det lettere at undgå tvivlen.
Sådan kvalificerer modellen behandlingen
I behandling er det ikke nok at kortlægge personens OCD-temaer. Det er også nødvendigt at undersøge, hvad strategierne skal opnå nu eller beskytte imod senere.
Ved eksponering og responshindring skal responshindringen derfor rette sig mod funktionen, ikke kun mod den synlige handling. Et ritual kan være reduceret, selv om mental gennemgang eller andre skjulte strategier fortsat giver den søgte sikkerhed.
Ved proaktive funktioner er det heller ikke altid nok at reducere antallet af tjek eller ritualer. Den vigtige øvelse ligger også i at møde den senere bagudrettede tvivl uden at hente mentale beviser frem, gentjekke eller forsøge at skabe en sikker indre fornemmelse. Ellers risikerer behandlingen at gøre OCD mindre synlig uden at mindske sårbarheden over for den senere tvivl, som strategien skulle forebygge.
Funktionsanalysen skal derfor rumme både synlige ritualer og de skjulte strategier, som fortsat skaber sikkerhed. Målet er at hjælpe personen med at møde tvivl og ubehag uden at hente de beviser frem, som hidtil har skabt sikkerhed.
Arbejdsark til den tredelte funktionsmodel
Brug arbejdsarket til at undersøge én konkret episode og finde ud af, hvilken funktion OCD-strategien havde. Det er særligt nyttigt, når den synlige adfærd ikke forklarer hele mønstret, eller når den samme funktion viser sig gennem mental analyse, overvågning eller søgen efter beviser frem for ydre ritualer.
Spørgsmål og svar
Hvad er den tredelte funktionsmodel ved OCD?
Den tredelte funktionsmodel ved OCD er en klinisk arbejdsmodel udviklet af psykolog Jesper Krogholt. Den skelner mellem retrospektive, reaktive og proaktive funktioner og hjælper med at undersøge, hvorfor en strategi bliver ved med at føles nødvendig. Modellen ser ikke kun på, hvad personen gør, men også på, hvad strategien skal opnå i OCD-mønstret.
Hvad er en proaktiv funktion ved OCD?
En proaktiv funktion handler om at skabe sikkerhed på forhånd. Det kan vise sig som ekstra grundige tjek, opmærksomhed på bestemte lyde, billeder eller kropslige fornemmelser eller forsøg på at gemme et tydeligt minde om, at noget blev gjort rigtigt. Strategien skal ikke kun give relief i situationen, men også beskytte mod en senere tvivl, hvor det kan føles for sent at opnå sikkerhed. Derfor kan et tjek se mindre voldsomt ud udefra, men stadig holde OCD i gang, hvis det bruges som et fremtidigt bevis.
Hvordan bruges den tredelte funktionsmodel i OCD-behandling?
Modellen bruges til at undersøge, om behandlingen kun ændrer den synlige adfærd, eller også den funktion, strategien har fået. Antallet af tjek falder måske, mens personen stadig bruger lang tid på at mærke efter, huske efter eller lede efter indre beviser. Når funktionen bliver tydelig, kan behandlingen mere præcist rette sig mod den strategi, der fortsat giver OCD sikkerhed.
Hvad er funktionsanalyse ved OCD?
Funktionsanalyse ved OCD er en måde at gøre mønstret konkret på. Man vælger én situation og undersøger, hvad der satte OCD i gang, hvad OCD pressede på for, og hvad personen gjorde for at få relief, sikkerhed eller kontrol. Derefter ser man på det umiddelbare relief og på den erfaring, der kan gøre responsen mere sandsynlig næste gang. Erfaringen kan være, at ritualet var nødvendigt, at tvivlen skulle væk, eller at situationen kun var til at klare med en bestemt sikkerhedsstrategi. Derfor skal analysen også have øje for skjulte mentale strategier, ikke kun synlige ritualer.
Hvordan hænger funktionsmodellen sammen med symptomforskydning?
Symptomforskydning betyder, at OCD-symptomer ændrer form eller skifter tema. Funktionsmodellen kan bruges til at undersøge, om et symptomskift samtidig indebærer, at det samme krav om sikkerhed fortsætter gennem en ny strategi. Et synligt tjek kan for eksempel blive afløst af mental gennemgang, kropslig mærken efter eller indirekte bekræftelse. Modellen forudsætter ikke, at funktionen altid er den samme; den gør det til et spørgsmål, der skal undersøges.
Hvad betyder funktionsmodellen for pårørende?
For pårørende gør modellen det lettere at skelne mellem støtte og assistering. Hjælpen er ofte givet med omsorg, men gentagen forsikring, venten, deltagelse i ritualer eller særlige hensyn kan samtidig give personen relief på kort sigt eller give OCD nye beviser. Det betyder ikke, at familien bærer skylden. Målet er at støtte personen på en måde, der ikke samtidig giver OCD mere sikkerhed.