Når man skammer sig over at have OCD – et dobbelt problem

Skammen vokser ofte i det skjulte. Andre kan se handlingerne, undgåelsen eller de gentagne spørgsmål, men ikke den fare, personen oplever. Set indefra giver reaktionerne mening: De er forsøg på at beskytte sig selv eller andre og få ro på angsten og tvivlen. Når andre ikke ser denne sammenhæng, kan personen begynde at betragte sig selv med det samme kritiske blik, som vedkommende frygter at møde hos dem.

Skam over tankernes indhold – direkte skam

Mange med OCD skammer sig over indholdet af deres tanker. Det gælder især uønskede tanker, billeder og impulser, der strider mod personens værdier. En tanke om at stikke et andet menneske, mens man står med en kniv i hånden, kan udløse en voldsom tvivl: Hvad nu, hvis tanken betyder, at jeg kunne finde på at gøre det?

Tvivlen retter sig ikke kun mod det, man frygter at gøre, men også mod den, man frygter at være. Et eksempel er en kvinde, der har OCD-tanker om at krænke børn seksuelt. Hun frygter, at tankerne afslører en skjult lyst, eller at hun kan komme til at handle på dem. Samtidig skammer hun sig over overhovedet at have tankerne. Hun kæmper nu både med angsten for at handle og med skammen over, hvad tankerne synes at fortælle om hende. Tankerne er blevet en trussel mod hendes selvbillede.

Hun kan frygte, at dem, hun holder af, vil tage afstand fra hende, hvis hun fortæller om tankerne. Derfor bliver det afgørende at skjule både tankerne og de OCD-handlinger, der følger med. Det er den direkte skam: skammen over tankernes indhold og over det, de synes at fortælle om én som menneske. Frygten for andres reaktion kan betyde, at man går alene med symptomerne i lang tid, før man søger hjælp.

OCD-tankerne kredser ofte om det, der betyder mest for personen. Den omhyggelige kan blive fanget i frygten for at begå en alvorlig fejl. Den omsorgsfulde kan blive plaget af tanken om at skade et menneske, hun elsker. Netop fordi tankerne er i modstrid med personens værdier, bliver de så angstprovokerende og skamfulde.

Påtrængende tanker er almindelige

Langt de fleste mennesker oplever påtrængende tanker med samme indhold som tvangstanker. I en international undersøgelse fra 13 lande havde mere end ni ud af ti deltagere oplevet mindst én uønsket påtrængende tanke inden for de seneste tre måneder. Mennesker uden OCD har blandt andet fortalt om tanker om at køre et dyr eller et menneske ned, deltage i en seksuel handling, de finder frastødende, eller smitte andre med en alvorlig sygdom.

Det er altså ikke tankens indhold alene, der adskiller OCD fra almindelige påtrængende tanker. Forskellen ligger i den betydning, tanken får, hvor påtrængende den bliver, og hvordan man forsøger at håndtere den. Mange registrerer en mærkelig eller ubehagelig tanke og fortsætter med det, de var i gang med. Ved OCD føles tanken derimod som et spørgsmål, der kræver et sikkert svar.

At tænke en tanke er ikke det samme som at ønske den eller handle på den. Tanker, billeder og impulser opstår løbende i bevidstheden uden at være udtryk for personens ønsker eller karakter.

Ved OCD vender tvivlen tilbage: Hvad nu, hvis tanken alligevel betyder noget? Derfor forsøger personen af al magt at få den væk eller blive helt sikker. Man holder øje med tanken, analyserer den, søger bekræftelse eller undgår det, der udløser den. Kampen for at slippe af med tanken gør den mere fremtrædende og giver den større betydning.

Skam over at have OCD – afledt skam

Mange med OCD skammer sig over at være bange for noget, som andre finder ufarligt. Det er den afledte skam: skammen over at have OCD, føle sig anderledes eller ikke kunne det samme som andre.

OCD-handlingerne kan være skjulte, men de kan også gøre problemet tydeligt for andre. Et eksempel er en mand, der af frygt for alvorlig sygdom ikke tør give hånd. Når man bryder almindelige sociale normer, bliver forskellen synlig, og man kan skamme sig over at skille sig ud eller virke uhøflig. Samtidig opstår dilemmaet om, hvorvidt man skal fortælle om sin OCD eller forsøge at skjule den.

Det kan være svært at fortælle om en psykisk lidelse. Men uden en forklaring kan man blive bange for, at andre opfatter ens adfærd som uhøflig eller underlig.

Uanset om OCD’en er synlig eller ej, kan skammen ligge lige under overfladen. Den kan samle sig i forestillingen om, at der er noget galt med én, og at man burde kunne tage sig sammen og komme videre.

Mange møder kritik for ikke bare at tage sig sammen og begynder efterhånden at rette den samme kritik mod sig selv. De ved ofte godt, at frygten virker overdreven udefra, men det får ikke angsten, tvivlen eller væmmelsen til at forsvinde. Når de heller ikke selv kan forklare reaktionen, får skammen endnu bedre fat.

Den direkte og den afledte skam kan optræde hver for sig, men de følges ofte ad. Man skammer sig både over tankerne og over ikke at kunne slippe dem. De to former for skam forstærker hinanden og gør det endnu sværere at fortælle åbent om det, man oplever.

Skammen siger ikke, hvem man er

Angst, tvivl, skyld og væmmelse er ikke følelser, man vælger. Når noget opleves som farligt, reagerer man med både krop og følelser, selv om man samtidig kan se, at frygten virker overdreven. Derfor er ”tag dig sammen” ikke et svar på OCD.

Skammen får tankerne og handlingerne til at ligne beviser på, at man er farlig, umoralsk, svag eller forkert. Det er de ikke. En uønsket tanke er ikke et ønske, og en tvangshandling er ikke udtryk for manglende viljestyrke. Begge dele er en del af et OCD-mønster, der har fået magt over personens opmærksomhed og hverdag.

Når man forstår sammenhængen mellem tanken, frygten og forsøget på at blive helt sikker, mister den hårde dom over en selv noget af sin kraft. OCD fortæller ikke sandheden om, hvem personen er. Det gør skammen heller ikke.