Angstsystemets rolle i OCD

Angstsystemet i tanker, følelser, krop og handlinger

Angstsystemet er en del af menneskets overlevelses- og forsvarsmekanisme. Det skal hjælpe os med at opdage fare, reagere hurtigt og huske det, der tidligere har været farligt. Det er en stor fordel, når faren er reel. Men systemet kan også slå alarm ved noget, der ikke er farligt. I en kognitiv adfærdsterapeutisk forståelse kan angstreaktionen beskrives gennem fire områder, der påvirker hinanden:

• En kognitiv del, der registrerer og husker tidligere farer eller forestiller sig, hvad der kunne blive farligt. Den kan også planlægge, hvordan man kan undgå eller forebygge farer. Man kan huske, at man engang fik et maveonde efter at have spist på en lidt snusket restaurant i udlandet, og derfor fortæller tankerne én, at almindelig foreskrevet hygiejne ved madlavning ikke er nok.

• En emotionel del, der kan mærkes som angst, uro, væmmelse, skyld eller en fornemmelse af, at noget ikke er helt rigtigt. For eksempel føler mange med bakterieangst et stort ubehag ved at røre ved ting, de formoder er beskidte.

• En fysiologisk del, der gør kroppen klar til at reagere. Hjertet kan banke hurtigere, man kan svede, og kroppen kan spænde op, når man bliver udsat for noget, man oplever som farligt eller stærkt ubehageligt.

• En adfærdsmæssig del, som både kan bestå af synlige handlinger, undgåelse og mentale ritualer. Det kan for eksempel være, når en person med en uønsket tanke om at være pædofil siger en lille remse inde i hovedet for at forsikre sig selv om, at tanken ikke er sand.

Angstsystemet er en ”dramaqueen”

Mennesket har et meget effektivt angstsystem, og det er en af grundene til, at vi har været så gode til at overleve. I de fleste tilfælde er det også hensigtsmæssigt. Det er vigtigt, at man ved, at det er farligt at spise en fluesvamp, at man kun må gå over for grønt, fordi det er livsfarligt at blive kørt over af en bil, og at man sørger for at vaske hænder, når man har rørt ved råt kød. Men nogle gange overdriver angstsystemet. Det lærer hurtigt, hvad der kan være farligt, men det vurderer ikke altid nøgternt, hvor sandsynlig faren er.

Et eksempel er, hvis vi engang hørte om en patient, som slog sit knæ, og som på hospitalet kom i kontakt med en kødædende bakterie, der endte med at koste vedkommende benet. Her kan angstsystemet blive overaktiveret og rette al sin opmærksomhed mod sår, bakterier, renlighed, hospitaler, læger og uregelmæssigheder i huden. Alle angstsystemets fire områder bliver aktiveret: Vi kan kun tænke på, om vi slog os, da vi stødte ind i personen på gaden; vores hjerte begynder at banke, hver gang huden er en lille smule rød et sted; vi føler stor angst for, at den røde plet måske i virkeligheden er en kødædende bakterie; og som konsekvens heraf undersøger vi hele tiden huden for skrammer, læser på internettet om kødædende bakterier, bader konstant, skrubber huden og ringer måske til lægen, hver gang vi får en rift.

Alt dette gør vi ikke, fordi vi rent faktisk er blevet inficeret med en kødædende bakterie. Når alarmen er faldet lidt, kan vi måske godt se, at den hændelse, vi hørte om, er så sjælden, at vores reaktion er overdrevet. Men i situationen råber angstsystemet meget højere end vores fornuft. Det bliver noget intuitivt, en mavefornemmelse, og det er rigtig svært at handle imod en mavefornemmelse, også selvom en del af os godt kan se, at reaktionen er ude af proportioner. Det er som en lille ”dramaqueen”, der råber på opmærksomhed, og som skal have hjælp til at falde til ro.

Angstsystemet er ikke kræsent

Angstsystemet spiller ofte en central rolle ved OCD, men OCD føles ikke altid først og fremmest som angst. For nogle fylder væmmelse, skyld, indre ufuldstændighed eller fornemmelsen af, at noget ikke er helt rigtigt, mere. Fælles er, at noget føles så vigtigt, farligt eller forkert, at man får en stærk trang til at gøre noget ved det.

Modtanker, analyser, synlige tvangshandlinger, mentale ritualer og undgåelse kan give kortvarigt relief. Netop lettelsen kan lære systemet, at strategien var nødvendig, så den bliver mere nærliggende næste gang. I terapien arbejder man med at lade tvivlen og ubehaget være der uden at bruge de samme strategier, og på den måde kan OCD’en gradvist komme til at fylde mindre.

Men hvordan kan det så være, at der findes så mange forskellige typer af OCD? Angstsystemet er ikke systematisk i, hvad det hæfter sin opmærksomhed på. Hos nogle er det bakterier, hos andre er det orden, og hos nogle tredje er det tanker om pædofili. Tvangstanker får ofte ekstra kraft, når de rammer noget, der har stor personlig betydning, eller strider mod den person, man gerne vil være. Det betyder ikke, at tankens indhold afslører, hvem man er. Tværtimod er tankerne netop uønskede og kan vække stærk tvivl om, hvad de mon siger om én.

Værdier og personlige leveregler kan begge få betydning, men de er ikke det samme. Værdier handler om det, man gerne vil stå for, mens leveregler er indre regler for, hvordan man føler, at man skal være eller handle. Kort sagt er angstsystemet ikke kræsent med, hvad det bliver opmærksomt på. Det er heller ikke tankens emne alene, der holder OCD’en i live. Det er den betydning, tanken får, og de gentagne forsøg på at skabe sikkerhed, kontrol eller relief.

Opsummering

Angstsystemet spiller en vigtig rolle ved OCD, men reaktionen kan også være præget af væmmelse, skyld eller en stærk fornemmelse af, at noget ikke er helt rigtigt. Tvangstankernes indhold kan være meget forskelligt, mens forsøgene på at skabe sikkerhed, kontrol eller relief går igen. Modtanker og modhandlinger kan få ubehaget til at falde kortvarigt, men gør samtidig de samme strategier mere nærliggende næste gang. Gennem kognitiv adfærdsterapi kan man lære at møde tvivlen og ubehaget på andre måder, så OCD’en gradvist mister sit greb.