Udredning og samtidige vanskeligheder

Vejen til udredning samler barnets og forældrenes oplevelser med viden fra skole, PPR, egen læge og børne- og ungdomspsykiatrien.

Se vejen til udredning Tilbage til overblikket

Vejen til udredning begynder i hverdagen

Forældrene kan begynde med at beskrive, hvad barnet oplever, hvordan vanskelighederne har udviklet sig, og hvilke situationer der sætter tvivl, ubehag eller trang i gang. Skolens observationer viser, hvordan mønstret påvirker fremmøde, opgaver, pauser og relationer.

Skolen kan inddrage Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR), som bidrager med viden om barnets funktion, udvikling og støttebehov. Familien kan tage bekymringen op med egen læge. Lægen vurderer barnets symptomer og fysiske helbred og kan henvise videre til en praktiserende speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri eller børne- og ungdomspsykiatrien.

I den videre udredning samles oplysningerne fra barnet, familien, skolen og de fagpersoner, der allerede kender barnet. Man ser på, hvornår vanskelighederne begyndte, hvordan de har udviklet sig, og hvordan søvn, måltider, skole, fritid og relationer er påvirket. Tidligere støtte og behandling indgår også: Hvad blev forsøgt, hvad hjalp, og hvad var svært at gennemføre?

Den samme handling kan have forskellige drivkræfter. Udredningen undersøger derfor, hvad der sker lige før, hvad barnet oplever, at det skal gøre, og hvad handlingen ændrer bagefter.

Ved OCD kan handlingen eller det mentale arbejde give kortvarig ro, sikkerhed eller en oplevelse af, at noget endelig er rigtigt. Tvivlen eller ubehaget vender tilbage, og barnet får behov for at kontrollere, spørge, gentage eller undgå igen. Det tilbagevendende forløb siger ofte mere end temaet for tankerne.

Barnet, familien og skolen ser forskellige dele

Barnets egen beskrivelse er central, men OCD kan være svær at sætte ord på. Nogle børn skjuler uønskede tanker af skam eller frygt for at blive misforstået. Andre oplever først og fremmest en regel, en kropslig trang eller en fornemmelse af, at noget er forkert, uden at kunne forklare hvorfor.

Beskrivelserne er ofte forskellige. Nogle børn holder ritualerne tilbage i skolen og udfører dem, når de kommer hjem. Andre bliver især fastlåste af bestemte krav, lokaler eller sociale situationer uden for hjemmet. Forskellene hjælper med at undersøge, hvor vanskelighederne opstår, og hvad barnet forsøger at håndtere.

Samtalen skal passe til alder og udvikling

Et yngre barn beskriver måske, at det skal røre dørkarmen, at koppen skal stå på en bestemt måde, eller at en forælder skal sige en sætning helt rigtigt. Spørgsmålene må derfor være konkrete: Hvad sker der, hvis du lader være? Skal handlingen gentages et bestemt antal gange? Hvornår kan du mærke, at den er færdig?

Hos unge foregår meget af kontrollen måske mentalt. Den unge gennemgår samtaler, minder eller kropslige reaktioner for at afgøre, om noget betyder det, der frygtes. Her er der brug for direkte og rolige spørgsmål om tanker og ritualer, som kan være intime eller skamfulde. Det skal være muligt at tale om dem uden at skulle forsvare, bevise eller forklare hver eneste detalje.

Alder alene fortæller ikke, hvad barnet forstår eller formår at beskrive. Sprog, opmærksomhed, kognitiv udvikling, autisme, ADHD og graden af ubehag præger samtalen. Nogle børn har brug for en forælder til at hjælpe med tidslinjen. Unge har ofte også brug for at tale alene om dele af deres oplevelse.

Mange børn har perioder med faste rutiner, lykketal eller bestemte måder at gøre ting på. Det bliver klinisk relevant, når mønstret bliver fastlåst, tidskrævende eller belastende og begynder at begrænse barnets hverdag eller udvikling.

Hvor nødvendig og overbevisende OCD’ens regel føles, varierer fra barn til barn og kan skifte med situationen eller symptomtrykket. Gentagelsen, den oplevede nødvendighed, ubehaget og påvirkningen af hverdagen bliver derfor også en del af vurderingen.

Skalaer kan skabe overblik

Kliniske interviews og spørgeskemaer bruges til at spørge systematisk til symptomer og belastning. CY-BOCS er et eksempel på en klinikervurderet skala, der kortlægger tvangstanker, tvangshandlinger, tidsforbrug, ubehag og påvirkning.

Scoren hjælper med at beskrive, hvor meget OCD fylder, og med at følge forandringer over tid. Diagnosen bygger på den samlede kliniske vurdering, hvor resultatet ses sammen med barnets fortælling, udvikling, hverdagsfunktion og de øvrige oplysninger.

Når flere vanskeligheder optræder samtidig

OCD kan optræde sammen med andre vanskeligheder, og forskellige problemer kan ligne hinanden udefra. Det gælder blandt andet OCD, ADHD og autisme. Vurderingen ser på, hvornår symptomerne opstår, hvilken funktion de har, og hvordan de påvirker hinanden.

Angst og depression

Angst kan vise sig som bekymring, vagtsomhed og undgåelse. Ved OCD bliver bekymringen ofte knyttet til handlinger eller mentale ritualer, der skal skabe sikkerhed: Barnet spørger igen, kontrollerer, neutraliserer eller gennemgår spørgsmålet, indtil det føles afklaret. Separationsangst, social angst eller mere gennemgående bekymringer kan være til stede ved siden af OCD og følger ikke nødvendigvis det samme ritualiserede forløb.

Langvarig OCD påvirker hos nogle børn humør, energi, håb og lysten til at være sammen med andre. Depression kan desuden give en selvstændig tristhed, lavt drive og tilbagetrækning. Vurderingen skelner mellem følgerne af en belastende OCD og en nedtrykthed med sit eget forløb.

Påtrængende tanker om skade og død

Påtrængende tanker eller billeder om skade og død kan være tvangstanker om at skade andre eller suicidale tvangstanker. Ved OCD opleves tankerne som uønskede og skræmmende, og barnet forsøger ofte at kontrollere eller undgå dem.

Samtalen undersøger både OCD-mønstret omkring tanken – frygt, kontrol, undgåelse og mentale ritualer – og tegn på håbløshed, selvskade, selvmordstanker, hensigt eller planer. Fysisk skade fra ritualer og alvorlig selvforsømmelse indgår også i vurderingen.

Tics, Tourettes syndrom og tvangsprægede bevægelser

Tics og Tourettes syndrom og tvangshandlinger kan begge bestå af blink, berøring, lyde eller gentagne bevægelser. Ved et tic kan der være en kropslig trang eller spænding, som lettes et øjeblik, når bevægelsen eller lyden udføres. Ved en tvangshandling indgår handlingen oftere i en regel, en frygtet konsekvens eller et forsøg på at neutralisere tvivl og ubehag.

Tics og tvangshandlinger kan overlappe i den samme bevægelse. Nogle gentagelser er drevet af en stærk ikke-helt-rigtigt-fornemmelse, og ved tic-relateret OCD har barnet eller den unge også en nuværende eller tidligere tic-lidelse. Derfor undersøges både bevægelsen, det, der går forud, og hvad barnet oplever, at den skal gøre.

ADHD og opmærksomhedsvanskeligheder

Et barn med OCD kan virke ukoncentreret, fordi opmærksomheden er bundet til mentale ritualer, kontrol eller overvågning af mulige farer. Barnet mister tråden, bruger lang tid eller glemmer en besked, mens en stor del af tankearbejdet foregår et andet sted.

Ved ADHD har opmærksomheds- og organiseringsvanskelighederne typisk været til stede tidligt i udviklingen og viser sig bredere på tværs af opgaver og situationer. Når både ADHD og OCD er mulige forklaringer, ser man på, hvornår koncentrationen svigter, hvad der optager barnet i øjeblikket, og hvordan vanskelighederne så ud, før OCD’en begyndte at fylde.

Langsom læsning, skrivning eller organisering kan skyldes OCD, en lærings- eller sproglig vanskelighed eller begge dele. Barnets tidligere udvikling og arbejdet med opgaver, hvor OCD fylder mindre, hjælper med at skelne mellem forklaringerne.

Autisme, rutiner og gentagelser

Ved autisme kan faste rutiner og gentagelser give forudsigelighed, glæde, interesse eller regulering af sanseindtryk. Ved OCD er ritualet ofte et forsøg på at fjerne tvivl, afværge noget frygtet eller opnå en bestemt rigtig fornemmelse. Handlingen alene afgør ikke forskellen.

Et autistisk barn kan også have OCD. Sprog, sanseprofil og behov for forudsigelighed påvirker, hvordan barnet mærker og forklarer sine symptomer. Her ser man på udviklingen over tid, barnets oplevelse af handlingen, hvad der sker ved afbrydelse, og om gentagelsen opleves som ønsket, nødvendig eller påtrængende.

Spise- og fødevarerelaterede vanskeligheder

Spise- og fødevarerelateret OCD kan begrænse mad og drikke gennem frygt for smitte, forgiftning, allergi, opkast, kvælning eller skade. Måltidet kan også blive styret af kontrol af ingredienser, kropslige fornemmelser, bestemte tal, rækkefølger eller krav om, at noget skal føles helt rigtigt.

Andre spisevanskeligheder kan være knyttet til vægt og kropsopfattelse, sanseindtryk, appetit eller frygt for følgerne af at spise. Mønstrene kan overlappe. Vurderingen omfatter derfor tankerne og reglerne omkring maden, den faktiske indtagelse, den fysiske påvirkning og de situationer, hvor barnet spiser mere eller mindre frit.

Hvis mad eller væske er blevet væsentligt begrænset, indgår barnets fysiske tilstand og ernæring som en vigtig del af den samlede vurdering.

BDD, hudpilning og hårudtrækning

En stærk optagethed af oplevede fejl ved udseendet kan pege mod kropsdysmorfisk lidelse (BDD), især når spejltjek, sammenligning, forsøg på at skjule det oplevede problem eller undgåelse fylder. Skin-picking og trikotillomani kan være præget af sansning, trang, spænding eller vane.

Disse mønstre forekommer også sammen med OCD. Vurderingen undersøger, hvad der driver optagetheden eller handlingen, og hvordan den påvirker barnet.

Når barnet bliver vredt eller fastlåst

Lægelige undersøgelser målrettes det konkrete forløb

OCD kan ikke påvises med en blodprøve eller scanning. Ved et typisk OCD-forløb bygger udredningen først og fremmest på samtaler, klinisk vurdering og en grundig beskrivelse af symptomer og funktion. En grundlæggende vurdering af barnets fysiske helbred kan indgå i det samlede forløb.

En læge vurderer behovet for blodprøver, EEG – en måling af hjernens elektriske aktivitet – scanninger eller en mere specialiseret neurologisk undersøgelse. Undersøgelserne vælges, når sygehistorien, den fysiske påvirkning eller konkrete symptomer og fund giver grund til det. Det kan være ved en pludselig og markant ændring i barnets tilstand, anfald eller andre neurologiske symptomer, tydelig fysisk påvirkning af ritualer eller væsentlig begrænsning af mad og væske.

Hvad udredningen skal gøre tydeligt

Udredningen munder ud i en samlet klinisk vurdering af, om der er tale om OCD, hvor belastende vanskelighederne er, og hvilke andre forhold der skal indgå i forståelsen. Barnet, familien og de relevante fagpersoner skal have et fælles billede af:

• hvilke mønstre der hører til OCD
• hvilke andre vanskeligheder der også kræver opmærksomhed
• hvordan mønstrene påvirker hinanden
• hvor hverdagen er mest begrænset lige nu
• hvilke styrker, interesser og relationer barnet fortsat kan bygge på
• om der er behov for en mere målrettet lægelig, udviklingsmæssig, læringsmæssig eller psykiatrisk vurdering
• hvad der skal have første prioritet i den videre hjælp

Forklaringen skal formidles i ord, barnet eller den unge forstår og kan genkende sig selv i. Den samlede plan skal vise, hvad der skal ske hjemme, i skolen og i den videre hjælp, og hvem der følger op.

Forældrene kan begynde arbejdet i hverdagen

Hos OCD Klinikken foregår hjælpen til børn under 15 år primært gennem samtaler med forældrene. Rådgivningen kan begynde, mens vejen gennem PPR, egen læge eller psykiatrien bliver afklaret, og kan også supplere et udrednings- eller behandlingsforløb et andet sted.

Forældrene får en fælles forståelse af OCD-mønstret og konkrete redskaber til spørgsmål, ritualer, undgåelse og situationer, hvor barnet går i stå. Læs om forældrerådgivning og familieforløb.