Livet som pårørende til OCD
“Jeg ser det lidt som en tredje person i forholdet, som man kan vælge at give mad eller at sulte.”
- Pårørende til en person med OCD
I OCD Klinikkens samlede vejledning til pårørende beskriver vi de fælles principper for støtte, rollefordeling og familieassistering. Her møder du i stedet en pårørendes egne erfaringer. Nikolaj er mand til Laura, som går på klinikken, fordi hun har forholds-OCD og OCD omkring sygdom, hvor hun frygter at blive syg af kræft. Laura og Nikolaj har kendt hinanden i 13 år, men er først inden for den seneste årrække blevet bekendt med, at Lauras reaktioner skyldes OCD. I den forbindelse har terapi været en stor hjælp for dem, fordi de har fået viden og redskaber, der gør dem bedre i stand til at håndtere OCD i hjemmet.
Hvordan var det at være pårørende til Laura, før hun startede i terapi?
“Jeg har altid vidst, at Laura har angst, men dengang tænkte jeg det mere som angstanfald og koblede det ikke sammen med OCD, fordi jeg ikke vidste så meget om det. Dengang var Lauras angstanfald også voldsommere og hyppigere, end de er i dag. Vi gjorde egentlig det samme, som vi gør nu, altså taler om det, men dengang havde vi jo ikke den samme viden om OCD, så samtalerne blev ofte lange og kørte bare i ring. Laura blev beroliget, men hun havde jo ikke redskaberne til mere konkret at håndtere tankerne dengang, og det havde jeg heller ikke. Dengang havde jeg oftere brug for at tage en meget dyb vejrtrækning, hvis hun for eksempel vækkede mig i et angstanfald klokken 03 om natten, for jeg vidste, at det kunne blive en lang samtale. Det kan stadig ske, at hun vækker mig om natten, men jeg synes, det er lettere at håndtere i dag, fordi vi ved, hvad der hjælper hende. Så jeg lytter som regel og giver hende et kram, men så spørger jeg også, hvad hun nu har brug for at gøre for at få angsten ned, og det har hun jo heldigvis fået en større viden om nu. Jeg kan jo ikke behandle OCD for hende.”
Nikolaj kommer her med en vigtig pointe. Som pårørende kan man let komme til at påtage sig rollen som både behandler og bekæmper af OCD, men ingen af delene er den pårørendes opgave. Det er psykologens opgave at behandle, og det er personen med OCD, der arbejder med sine øvelser. Når angsten er høj, søger personen med OCD ofte hjælp hos sine pårørende, fordi situationen er ubehagelig og svær at håndtere. De pårørende vil gerne hjælpe, men kan blive frustrerede og føle sig magtesløse, når personen med OCD er fastlåst i tankerne. Kombinationen af angst og frustration kan føre til diskussioner eller skænderier, som ikke hjælper nogen af parterne. Før der igen bliver plads til overblik, må personen med OCD bruge de redskaber, der arbejdes med i terapien.
OCD har altid været en del af jeres forhold. Hvad er dine erfaringer med, hvordan du kan være den bedste pårørende? Hvad har virket, og hvad har ikke virket?
“Angsten har aldrig været et tabu hjemme hos os, og for os fungerer det at tale om det. Laura hiver fat i mig, når tankerne bliver for voldsomme. Jeg kender hende jo og ved, at hun altid har været sådan. Jeg synes selv, jeg kan kende forskel på Lauras tanker. Det er bare så tydeligt, når det er OCD. Så siger jeg, at jeg ikke er bekymret, fordi jeg kan genkende mønsteret. Jeg prøver at finde beviser for, hvad der har fået OCD’en til at blusse op netop nu, og ved, at det især er i stressede perioder. Det er også blevet lettere at håndtere efter, jeg har lært mere om OCD, for så ved jeg jo, at det ikke rigtigt er Lauras tanker. Jeg er nok også bare én, som ikke spekulerer så meget over ting.”
Er det sådan, at I har en særlig aftale eller kontrakt om, hvordan I håndterer OCD hjemme hos jer?
“Nej. Vi har bare fundet ud af, hvad der fungerer bedst for os. Altså at tale åbent om det og bruge de værktøjer, vi har lært om. På en måde er det vel også en kontrakt, altså at bevidstgøre over for hinanden, hvad der fungerer.”
Når I ikke har en kontrakt til at tydeliggøre måder at håndtere OCD på, kender du så forskellen på at støtte Laura og på at støtte hendes OCD?
“Hmm. Jeg er ikke helt sikker på, hvad du mener…?”
Når personer med OCD er angste, har de ofte brug for, at andre bekræfter, at tankerne ikke er virkelige. En person med sygdomsangst kan for eksempel bede sin pårørende om at mærke efter, om der virkelig ikke er en lille knude et sted, eller bede om at få at vide, at ægteskabet nok skal holde. Det kaldes bekræftelsesadfærd, fordi personen med OCD søger bekræftelse hos sin pårørende. Hvis den pårørende eksempelvis mærker efter en knude, lærer personen med OCD samtidig, at det ikke er nok at stole på sig selv, men at det er nødvendigt at søge bekræftelse hos andre. I sidste ende støtter man da OCD’en, selvom det føles, som om man støtter personen.
“Ja, det kan jeg godt se. Altså, jeg kan nok ikke se mig helt fri for at have støttet OCD’en nogle gange, men det var helt klart mere før i tiden, hvor jeg ikke vidste så meget om det. Nu lægger jeg det mere over på Laura at bekæmpe den med de redskaber, hun har, og fungerer mere som en, hun kan finde ro hos.”
Det er rigtig godt, at du er blevet bevidst omkring, hvordan du bedst kan støtte Laura og ikke hendes OCD. Hvilken betydning har det ellers haft for dig/jer at finde ud af, at Laura har OCD?
“I forbindelse med at vi stødte på ordet OCD rundt omkring, syntes vi, at beskrivelserne af det passede på Lauras reaktioner. Hendes gamle terapeut mente også, at det var OCD, og de talte om det, men det var vist ikke omdrejningspunktet for terapien dengang. I takt med at vi har fundet ud af, at det er OCD, har jeg fået en bedre praktisk forståelse for, hvad OCD er, og hvordan jeg skal betragte det. Jeg ser det lidt som en tredje person i forholdet, som man kan vælge at give mad eller at sulte. Den information og Lauras terapi har givet os begge to viden og værktøjer til at håndtere det. Angsten har aldrig været et tabu hjemme hos os, men jeg føler, at Laura kan åbne mere op over for mig og har lettere ved at sætte ord på sine tanker, efter hun er startet i terapi. Måske også fordi hun ved, at jeg ved mere om det nu, så er hun ikke så bange for, hvad jeg mon vil tænke. Som Laura også har fortalt, hun har lært i terapien, så gælder det lidt om at tage gejsten fra OCD’en ved at tale om den. Med terapien er det blevet mere konkret, og vi har fået en grundviden, der gør det lettere at tale om. Førhen kunne jeg godt blive lidt bekymret, hvis Laura eksempelvis fortalte, at hun var i tvivl om, hvorvidt hun havde tanker om en mandlig kollega, og at hun var bange for, om det betød, at hun ikke elskede mig nok eller på den rigtige måde. Det har taget nogle af bekymringerne væk at vide, at det er OCD, der giver Laura tanker, for så ved jeg jo, at det ikke er hende, som tænker sådan.”
Når nu I har opnået en større viden og har fået flere redskaber om OCD, hvad er dine tanker så om fremtiden? Hvilken rolle spiller OCD i jeres ægteskab?
“Det er jeg ikke så bekymret for. Jeg synes, at jeg har en fornuftig idé om, hvad OCD handler om, og hvordan jeg skal håndtere det. Jeg kan jo genkende mønsteret i, at det blusser op i stressede perioder eller store omvæltninger. Laura er også blevet meget bedre til at vide, hvornår og hvordan hun skal håndtere tankerne. Hun dvæler ikke så meget ved det længere, men tager fat i det tidligere og ved mere om, hvordan hun skal håndtere dem. Og jeg ved bedre, hvad jeg kan gøre for at få hende ud af en spiral af OCD-tanker. Jeg tror ikke, at vi bliver helt fri for OCD i fremtiden, men det er allerede blevet lettere at håndtere, så jeg tager det nu roligt.”
Interviewet viser, at Nikolaj og Laura har fundet en naturlig tilgang, der fungerer for dem. I deres ægteskab er OCD et åbent emne, og Laura føler, at hun kan tale med Nikolaj om sine tanker. Nikolaj reagerer med den ro, Laura har brug for, samtidig med at han erkender, at han ikke kan bekæmpe OCD for hende. Det er blevet lettere for dem at have en klar tilgang til OCD, efter at de begge har lært mere om den.
Ikke alle finder automatisk en måde at håndtere OCD i hjemmet på, som fungerer. Alle er forskellige, og det er helt naturligt at have brug for at tale det igennem. Tak til Laura og Nikolaj for deres bidrag til artiklen. Navnene er opdigtede af hensyn til parrets identitet.