”Skal jeg tjekke det for dig?” Når familien assisterer OCD’en

Når pårørende bliver involveret i ritualerne eller indretter hverdagen efter symptomerne, taler man om, at familien assisterer OCD’en. Familieassistering omfatter handlinger, der skal forebygge eller lindre personens angst, men også handlinger, der får familiens daglige rutiner til at hænge sammen. Hjælpen kan derfor både være et forsøg på at støtte personen med OCD og på at få hverdagen til at fungere.

Familieassistering er udbredt blandt pårørende til mennesker med OCD. I en undersøgelse af forældre til børn og unge med OCD fandt Futh, Simonds og Micali (2012), at de mest almindelige daglige former for familieassistering var:

I samme undersøgelse rapporterede næsten hver fjerde forælder, at familie- eller arbejdsrutiner blev afbrudt eller ændret som følge af involveringen.

Direkte og indirekte familieassistering

Assisteringen kan være direkte eller indirekte. Den direkte form kan for eksempel være, at forældre hjælper et barn med håndvask eller bruger sterile handsker, når de laver mad til barnet.

Den bekræftelse eller forsikring, personen med OCD søger hos de pårørende, når tvivlen eller angsten opstår, er endnu et eksempel. En lille pige med OCD spørger måske sine forældre, om hoveddøren nu også blev låst, inden familien forlod hjemmet. Behovet for svar er ofte stort, og denne form for assistering ses derfor hyppigt, både direkte og indirekte.

Den indirekte form er ofte mindre synlig, men kan ændre familiens hverdag markant. Pårørende kan for eksempel begynde at undgå bestemte områder i huset – såkaldte zoner – for ikke at ”forurene” dem.

Hvorfor forekommer familieassistering?

Familieassistering forekommer ikke kun blandt forældre til børn med OCD. Søskende, kærester og ægtefæller kan blive trukket ind på samme måde. En søskende åbner måske døre, tænder og slukker lys eller besvarer de samme spørgsmål mange gange. Hjælpen kan være blevet familiens måde at dæmpe angsten og undgå kraftige reaktioner på.

Det er svært at se sit barn, sin kæreste eller sin bror eller søster fastlåst af tvivl og intens angst. Derfor er det naturligt at gribe til det, der skaber ro: at hjælpe med ritualer, undgå ting eller situationer, der kan udløse angst, eller give bekræftelse.

Assisteringen kan også være et forsøg på at undgå vrede reaktioner eller forkorte en tvangshandling.

Hvordan påvirker familieassistering behandlingen?

Familieassistering ses ofte, når OCD-symptomerne er alvorlige, og hverdagen er hårdt belastet. Jo mere OCD’en fylder, desto mere bliver familien typisk trukket ind. Den hjælp, der skaber ro her og nu, kan samtidig fastholde undgåelse og ritualer. Når personen med OCD eller en pårørende udfører tvangshandlingen, falder ubehaget ofte kortvarigt. Personen får dermed færre muligheder for at erfare, at ubehaget kan rummes og falde uden ritualet.

Familiens rolle indgår derfor i behandlingsarbejdet. Ved eksponering og responshindring øver personen med OCD sig i at møde angst, tvivl eller ubehag uden den sædvanlige tvangshandling. Hvis familien overtager ritualet eller fjerner usikkerheden, overtager den netop det, personen skal øve sig i. Familien kan i stedet støtte personen i behandlingen uden at afgøre tvivlen eller udføre ritualet.

Hvordan påvirker familieassistering de pårørende?

Belastningen rammer hele familien. En høj grad af assistering hænger sammen med dårligere familiefunktion, større ubehag hos den enkelte pårørende og mere anspændte relationer. Studier finder desuden et øget stressniveau hos forældre til børn med OCD samt angst og depression hos pårørende til voksne med OCD.

Hvordan ændrer man familieassisteringen?

Det første skridt er at få øje på, hvordan familieassisteringen har indrettet hverdagen. Et afgrænset niveau kan holdes stabilt, mens familien og behandleren forbereder det næste trin. Ro og forudsigelighed skaber plads til forandring, og planen fastlægger, hvornår næste skridt tages.

Fra dette udgangspunkt ændres én ting ad gangen. Hvert trin aftales på forhånd: Hvad fortsætter familien med, hvad ændres nu, og hvilke trin kommer senere? Særligt i begyndelsen kan det være nødvendigt at blive på det samme lille trin i en eller to uger. Personen med OCD får dermed tid til at forberede sig, og familien undgår at skifte fremgangsmåde midt i en presset situation.

Mange pårørende har tidligere oplevet, at forsøg på at ændre hjælpen er blevet mødt med voldsom vrede, et meget hårdt sprog eller at personen bliver meget ked af det i lang tid. Sådanne erfaringer kan gøre selv små ændringer utrygge. Nye grænser skal derfor ikke indføres spontant midt i en OCD-situation. Aftalerne lægges på et roligt tidspunkt, og behandlingsplanen sætter retningen og tempoet.

Aftalerne kan samles i en familiekontrakt. Her beskrives den assistering, der fortsætter, det næste lille trin og den støtte, familien giver, når presset stiger. Kontrakten skaber en fælles retning og må ikke bruges til at presse personen med OCD. Familien skal kunne stå sammen mod OCD’en.

Omsorgen fortsætter, selvom assisteringen mindskes. En middag, en gåtur, et puslespil eller andre fælles aktiviteter kan bevare nærheden og skabe plads til et familieliv, som OCD’en ikke styrer. Samværet har værdi i sig selv og er ikke en belønning for at klare et bestemt behandlingstrin.

På den måde kan familien gradvist slippe ritualerne uden at slippe personen.

Begreber i artiklen