At være søskende til en person med OCD

Når OCD flytter ind i søskenderelationen

Søskende deler en særlig historie. De kender hinandens vaner, svage punkter og humor og har ofte et forhold, der er mindre styret af voksne end andre relationer i familien. Når OCD’en begynder at bestemme, kan denne umiddelbarhed forsvinde.

Den ene søskende bliver måske centrum for mange af familiens beslutninger. Den anden lærer at vente, være stille, undgå bestemte rum eller spørge, før noget røres. Almindelige konflikter kan få en ny betydning, fordi enhver protest risikerer at udløse stærk uro eller en langvarig konflikt.

Som søskende kan man forstå, at ens bror eller søster har det svært, og samtidig være vred over, hvor meget OCD’en bestemmer. Man kan både ville beskytte sin søskende og ønske sig fri af alle hensynene. De følelser modsiger ikke hinanden.

Når man savner sin bror eller søster

OCD kan skabe en oplevelse af at have mistet noget, selv om søskenden stadig er der. Måske plejede man at gå ud sammen, spille, dele hemmeligheder eller skændes om helt almindelige ting. Nu handler kontakten mest om, hvad der er farligt, beskidt, forkert eller nødvendigt.

Sorgen gælder ikke kun fælles aktiviteter. Man kan savne at kunne være spontan og tale frit uden først at vurdere, om et ord, en berøring eller en plan udløser OCD’en. Man kan også savne den plads, man selv tidligere havde hos sine forældre.

Det er vigtigt, at de voksne ser dette tab. Søskenden skal ikke nøjes med forklaringen om, at den anden har det værre. Begge kan have det svært på hver sin måde, og søskenderelationen har brug for opmærksomhed i sig selv.

Det usynlige barn eller den ekstra voksne

Søskende kan få to meget forskellige roller. Nogle træder ud i familiens periferi. De bliver det nemme barn, som ikke må kræve mere tid eller skabe flere problemer. De klarer lektier, aftaler og bekymringer selv, fordi forældrene allerede er optaget.

Andre bliver trukket ind mod centrum. De hjælper med yngre søskende, mægler i konflikter, holder øje med stemningen eller forsøger at få deres bror eller søster til at følge familiens aftaler. En ældre søskende kan føle, at det er naturligt at beskytte. En yngre søskende kan følge reglerne uden helt at forstå, hvorfor de findes.

Begge positioner kan skjule søskendens egne behov. Søskenden skal hverken forsvinde ud af familiens opmærksomhed eller overtage et ansvar, der tilhører de voksne.

Hvorfor søskende hjælper OCD’en

Søskende kan blive bedt om at sige, at hænderne er rene, tjekke en dør, undgå et rum, gå i bad eller bevæge sig gennem hjemmet på en bestemt måde. De kan også blive bedt om at ændre ordvalg, lydniveau eller planer for ikke at udløse uro.

Man går ikke nødvendigvis med på kravene, fordi man tror, de er rimelige. Man gør det ofte af loyalitet, bekymring eller frygt for den reaktion, der kommer, hvis man siger nej. Et svar eller en tilpasning kan få søskenden til at falde til ro og gøre resten af dagen lettere for hele familien.

Dermed kan søskenden blive en del af familieassisteringen, uden at nogen bevidst har givet vedkommende opgaven. Hjælpen skal ikke beskrives som en fejl hos søskenden. Det er de voksnes ansvar at opdage mønstret og tage ansvaret tilbage.

Nogle søskende bliver bange for, om de overtager adfærden eller selv får OCD, fordi de ser ritualerne. OCD smitter ikke ved at blive set. Det, der påvirker søskenden, er presset, reglerne og konflikterne i den hverdag, vedkommende lever i.

Søskende skal ikke:

• gentage forsikringer, indtil de lyder helt rigtige
• kontrollere, vaske eller rydde op efter OCD’ens regler
• holde øje med symptomer og rapportere til de voksne
• mægle mellem personen med OCD, forældrene og behandleren
• gøres ansvarlige for at sige nej til OCD’en og håndtere reaktionen alene

Søskenden skal høres uden at få ansvaret

At beskytte søskenden betyder ikke, at alt skal skjules. Uden en forklaring kan reglerne virke tilfældige, og konflikter kan opleves som søskendens egen skyld. Informationen skal passe til alder og til det, søskenden faktisk oplever.

Søskenden har brug for at vide:

• at OCD’en ikke er nogens skyld
• hvilke regler familien arbejder på at ændre
• hvad der fortsat ligger fast
• hvem der tager over, hvis situationen bliver svær
• at søskenden altid må fortælle en voksen, hvordan hverdagen opleves

Søskendens perspektiv bør indgå, når familien beskriver belastningen. Det betyder ikke, at søskenden skal kende alle private detaljer eller deltage i alle behandlingssamtaler. Det betyder, at beslutninger om fælles rum, nattesøvn, gæster og familieliv ikke træffes, som om kun én person bliver berørt.

Søskenden må ikke bruges som behandlingsredskab

En søskende kan være den person, OCD’en knytter frygt eller ubehag til. Det kan gøre søskendens værelse, tøj, venner eller bevægelser til en del af behandlingsarbejdet. Her skal rollerne være særligt tydelige.

Søskenden skal ikke gøres til en planlagt udløser eller have ansvaret for en eksponeringsøvelse, blot fordi vedkommende allerede er en del af situationen. Hvis søskenden inddrages, skal det være frivilligt, alderssvarende og ledet af voksne og behandler. Søskendens egne grænser gælder også, når formålet er behandling.

Når familien ændrer et OCD-styret mønster, må søskenden heller ikke udpeges som årsag til uroen. Det er OCD’ens krav, familien arbejder med – ikke søskendens tilstedeværelse eller almindelige adfærd.

Bevar et almindeligt søskendeliv

Søskenderelationen skal have steder, hvor den ikke handler om symptomer, hjælp eller behandling. Det kan være musik, spil, sport, humor, en gåtur eller tid sammen uden et bestemt mål.

Der skal også være plads til almindelige uenigheder. Søskenden må kunne blive irriteret, sige fra og have andre ønsker uden straks at blive gjort til den, der forværrer OCD’en. Samtidig har personen med OCD brug for at blive mødt som en bror eller søster og ikke kun som en patient.

Nogle familier oplever, at kampen mod OCD’en giver et stærkere sammenhold. Når alle forstår, at problemet er OCD’ens krav og ikke personen, kan søskende igen stille sig på samme side. Det stærke sammenhold må ikke bygge på, at den raske søskende tilsidesætter sig selv. Det skal give mere plads til begge.

Når I er voksne

Når søskende får hvert sit hjem og måske hver sin familie, forsvinder OCD’ens betydning ikke nødvendigvis. Besøg, højtider, ferier og telefonopkald kan fortsat blive organiseret efter regler og behov for sikkerhed. En partner eller børn kan også blive trukket ind i de hensyn, som søskenden har kendt siden barndommen.

En voksen søskende kan føle sig forpligtet til at overtage praktiske opgaver eller være den, der altid træder til, især når forældrene bliver ældre. Spørgsmålet om, hvem der en dag skal hjælpe, kan vække både bekymring og skyld. Ansvar skal aftales åbent; det følger ikke automatisk med rollen som bror eller søster.

Man kan være en nær og loyal søskende uden at stille sit eget familieliv, arbejde eller helbred til rådighed uden grænser. Det er muligt at vælge den hjælp, man kan stå inde for, og samtidig bevare kontakten på måder, der ikke organiseres af OCD.

Vrede, skyld, loyalitet og kærlighed

Søskende kan føle sig overset, jaloux, bekymrede eller skyldige over selv at have det godt. Nogle bliver vrede på forældrene. Andre bliver vrede på deres bror eller søster og skammer sig bagefter. Man kan også mærke lettelse, når man er væk hjemmefra.

Følelserne siger ikke, at man er en dårlig søskende. De viser, at situationen påvirker én. Kærlighed og irritation, medfølelse og modstand kan eksistere samtidig.

De voksne skal kunne høre om disse følelser uden straks at forklare, hvorfor personen med OCD ikke kan gøre for det. Den forklaring kan være sand, men søskenden har først brug for at blive forstået.

Privatliv er ikke det samme som hemmeligholdelse

Personen med OCD har ret til privatliv. Men en søskende må altid tale med en tryg voksen om sin egen hverdag, sine følelser og det, der sker i hjemmet. Ingen skal kræve, at søskenden skjuler en belastning, som vedkommende selv lever med.

Hemmelighedskrav kan isolere søskenden. Man begynder måske at undgå venner, dække over aflysninger eller finde forklaringer på regler, der er svære at forstå. Det efterlader søskenden alene med et problem, der tilhører hele familien.

En tryg voksen kan være en forælder, et familiemedlem, en lærer, en pædagog, en studievejleder, egen læge eller en anden professionel. Det vigtigste er, at søskenden bliver hørt, og at ansvaret ligger hos voksne.

Søskendens liv skal fortsat have plads

OCD kan få familien til at aflyse besøg, ferier og fritidsaktiviteter. Der skal måske være helt ro i hjemmet, eller bestemte rum og ting bliver utilgængelige. Nogle søskende bliver holdt vågne om natten af ritualer, spørgsmål eller konflikter.

Søskendens liv skal ikke sættes på ubestemt pause. Det skal fortsat være muligt at passe skole eller arbejde, se venner, have fritidsinteresser, sove og få tid alene med forældrene. Det er ikke en belønning, man først får, når personen med OCD har det bedre.

Når hele familien ikke kan deltage i det samme, må de voksne finde andre måder at beskytte søskendens aktiviteter og relationer på. Det er ikke at vælge personen med OCD fra. Det er at sikre, at familien ikke bliver så lille, at kun OCD’en får plads.

Når søskenden selv har brug for støtte

Søskenden kan have brug for en fortrolig samtale uden personen med OCD og uden ansvar for at beskytte forældrene. Nogle har mest brug for en forklaring. Andre har brug for flere samtaler eller kontakt med andre, der kender søskenderollen.

Støtten skal tage udgangspunkt i søskendens egen oplevelse. Formålet er ikke at gøre søskenden bedre til at hjælpe med OCD. Det er at give plads til de tab, konflikter, følelser og behov, som følger med at være bror eller søster i en familie, hvor OCD fylder.

Hvis søskenden føler sig utryg eller ikke får den omsorg, søvn eller mad, vedkommende har brug for, skal det fortælles til en voksen uden for situationen.

Søskenden har ikke ansvar for familiens bedring. Når ansvaret bliver hos de voksne, kan der igen komme mere plads til at være bror eller søster og til et liv, som ikke hele tiden skal indrette sig efter OCD’en.