OCD hos børn

De fleste mennesker oplever i løbet af deres barndom perioder med skræmmende tanker eller forskellige ritualer. Det kan for eksempel være, at mor og far skal sige godnat på den præcis rigtige måde hver aften eller at bamserne skal sidde i den præcis rigtige rækkefølge i reolen. Det er en del af den normale udvikling og forsvinder som regel af sig selv igen. Alligevel har 1-2% af alle børn påtrængende tanker og/eller ritualer, som er så ubehagelige og fylder så meget i hverdagen, at man kan tale om, at barnet har OCD.

Som forælder kan det være svært at vurdere, hvornår der er tale om almindelige barndomsritualer, som forsvinder af sig selv, og hvornår der er tale om OCD, som dit barn har brug for hjælp til at overvinde. Diagnosekriterierne for at der er tale om OCD er, at tanker/ritualer skal have stået på i mindst to uger, og de skal forstyrre dagligdagen ved f.eks. at være tidskrævende eller ved at forhindre dit barn i at deltage i almindelige aktiviteter.

Når man som forælder skal beslutte, om der er brug for professionel hjælp, er det som regel mindre vigtigt, om ens barn lever op til en specifik diagnose. Det mere betydningsfulde er, hvordan man oplever, at situationen påvirker barnet og resten af familiens trivsel og hverdag. Især handler det også om hvorvidt man føler, at man har redskaberne til at håndtere de udfordringer, der opstår. Hvis du overvejer, om dit barn har brug for hjælp, kan du prøve at stille følgende spørgsmål til dig selv:

• Forhindrer ritualerne mit barn i at deltage i aktiviteter, som barnet holder af?
• Har ritualerne et omfang, hvor det forsinker hverdagsaktiviteter, f.eks. at mit barn kommer for sent i skole de fleste dage?
• Hvordan påvirker ritualerne mit barns trivsel, f.eks. i forhold til nattesøvn, venskaber og oplevet angst?
• Påvirker ritualerne resten af familien, så vi ikke kan gøre de ting vi plejer?
• Kommer der løbende nye ritualer til eller er de eksisterende ritualer blevet mere tidskrævende/belastende?
• Står jeg ofte i en situation, hvor jeg ikke ved, hvordan jeg skal hjælpe mit barn, eller hvor jeg bagefter tænker, jeg greb det forkert an?

Vi bruger her ordet ritual, fordi det er den betegnelse, man bruger, når man taler om almindelig udvikling hos barnet. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at ritualer ikke kun er synlige handlinger. De kan også være i tankeform, f.eks. at man tæller eller siger remser i tankerne. Der kan også være tale om ubehagelige tanker, som barnet frygter kan være virkelige eller skammer sig over.

Hvis du kan svare ja til et eller flere af spørgsmålene, og det har stået på i længere tid, er det på sin plads at overveje, om dit barn har brug for hjælp fra en professionel til at komme væk fra ritualerne.

Børn skal aldrig stå alene med at håndtere OCD, og som forælder spiller man en vigtig rolle i behandlingen, fordi størstedelen af arbejdet foregår i hverdagen.

Nogle af de elementer som er vigtige, når man skal hjælpe børn med OCD, er:

• Eksponering. For at komme OCD til livs, skal man øve sig på, at lade være med at udføre OCD-handlinger og på at gøre ting, som man forsøger at undgå på grund af sin OCD. Man kan ikke forvente, at det er muligt at stoppe med OCD-handlingerne fra den ene dag til den anden, men i stedet er det nødvendigt at tage det i små bidder, så man efterhånden får opbygget en erfaring for, at det ikke er farligt at udfordre OCD'en. Det kan godt være en tålmodighedskrævende proces, men det fungerer bedst at tage det i et tempo, hvor det ikke bliver alt for angstprovokerende.

• Eksternalisering. Det er meget almindeligt, at børn er flove og skamfulde over deres OCD, og derfor er det vigtigt, at man hjælper sit barn med at se, at det er OCD'en der er problemet og ikke barnet selv. Lidt ligesom man ikke kan gøre for, hvis man er nærsynet, så kan man heller ikke gøre for, hvis man har OCD. Når det er OCD'en som giver problemer, kan man også lave en alliance om at forældre og barn holder sammen mod OCDen, så barnet ikke står alene eller måske endda føler sig i konflikt med forældrene.

• Samarbejde og belønninger. Arbejdet med OCD'en skal ske i et samarbejde mellem barnet og forældrene. Det er vigtigt at have forståelse for, at det er angstprovokerende at udfordre sin OCD, og for barnet kræver det typisk en masse positiv opbakning, ros og belønninger at holde fast i at ændre adfærd. Det kan godt være en svær balance at hjælpe sit barn med OCD, fordi man på den ene side ikke må give for meget efter for OCD'en, men på den anden side skal passe på med at stille for store krav.

I mange tilfælde kan man som forælder selv hjælpe sit barn med OCD, hvis man får de rigtige redskaber og viden. Nogle gange kan man håndtere situationen uden hjælp udefra, men hvis I har prøvet nogle uger uden den store forbedring, er det en god ide at opsøge professionel forældrerådgivning, fordi OCD bliver sværere at behandle, jo mere det griber om sig. En psykolog med speciale i OCD kan hjælpe jer med at lave en strategi for, hvordan I bedst hjælper jeres barn, så I bliver bedre rustet til at håndtere de svære situationer, som opstår.

Vi ser ofte, at børn ikke ønsker at ændre på deres OCD og måske giver udtryk for, at de ikke ser deres OCD-relaterede tanker og handlinger som et problem. Selvom OCD'en begrænser deres hverdag, føles den ofte mindre skræmmende end alternativet; at ændre på OCD-handlingerne. Det kan også være, at barnet egentlig fungerer nogenlunde med OCD'en, som den er, men at OCD-handlingerne primært påvirker resten af familien, f.eks. ved at der kommer regler for, hvad man må spise eller hvem som må komme på besøg.

Det er egentligt meget forståeligt, når børn ikke har lyst til at kaste sig ud i noget, som virker skræmmende og ubehageligt, men uanset hvad grunden er, er det stadig vigtigt, at barnet begynder at arbejde med sin OCD. Dels fordi ubehandlet OCD kan få stor negativ betydning for barnets trivsel på længere sigt, og dels for at hjælpe familien som helhed.

Det er ikke en god ide at forsøge at bruge skældud og tvang, hvis dit barn ikke ønsker at ændre på sin OCD. Det vil ofte bare skabe mere angst og måske føre til, at dit barn begynder at skjule OCD-handlingerne. I stedet er man nødt til overveje, hvordan man kan skabe motivation for at arbejde med OCD'en. Det kan f.eks. være ved, at:

• lære dit barn om OCD, og at det ikke er noget man selv er skyld i, så OCD'en bliver aftabuiseret.
• tale med dit barn om, hvordan man kan få OCD til at gå væk, så dit barn forstår hvordan behandling fungerer, og I får forhindret misforståelser.
• hjælpe dit barn til at få gode redskaber til at håndtere angst, så OCD-ritualerne føles mindre nødvendige.
• lave en plan for, hvilke belønninger der er forbundet med at ændre adfærd, så behandlingen ikke kun er forbundet med noget negativt.