Introduktion

Livet med OCD kan være, og er for mange, en kamp mod sig selv og en sygdom, som ikke giver slip ”bare sådan lige”. For udefrakommende er OCD-belastede plagede af deres tilstand, men hvordan er det egentlig at være i orkanens øje? Hvordan finder man motivationen til at kæmpe i mod OCD’en, og hvordan finder man sejrene i en hverdag, hvor alting nogle gange virker, som om det hele kan være lige meget? Det, og meget andet, spurgte jeg en klient om.

Klienten henvendte sig til klinikken med problematikker forbundet med elinstallationer, komfur og stearinlys i hjemmet. Klienten, som er i midten af 50’erne, havde tiltagende svært ved at komme af sted til aftaler og på job, da det at forlade huset var forbundet med en lang tjekkerunde af stikkontakter, lamper, strygejern og komfur. Tjekkerunden var nødvendig for klienten og indebar bl.a. at mærke på lamper, stikkontakter og komfur, om de var varme. En sådan tjekkerunde var ligeledes del af et aftenritual, inden hun kunne gå i seng.

Klienten har modtaget et års behandling hos OCD Klinikken, som har bestået af individuelle samtaler hos autoriseret specialist i OCD samt faste hjemmebesøg med psykologpraktikant. Hjemmebesøgene havde eksponering som fokus, hvor klienten sammen med psykologpraktikanten lavede små eksponeringsøvelser. Øvelserne steg gradvist i intensitet og sværhedsgrad, i takt med at klienten mestrede flere og flere ting.

Her et år efter er tjekkerunden inden job og længere ophold uden for hjemmet blevet minimeret markant. Klienten rører ikke længere ved kontakter og lamper og kan lade sine elektroniske enheder (f.eks. telefon, tablet, tandbørste) op over natten. Runden er minimeret til at scanne huset ved at kun at kigge rundt i de forskellige rum, om alt er som det skal være. Komfuret volder stadig problemer for klienten i et omfang af 10-15 minutters tjek af komfur, inden klienten forlader hjemmet for at tage på job, mens længere ture uden for hjemmet kræver længere tjek.

Interview med OCD-belastet

Begrænsninger i livet

Der er mange ting, man ikke kan gøre, når man har OCD. Der er i hvert fald mange ting, man har sværere ved at gøre, fordi man har OCD. Dette kan give begrænsninger i den OCD-belastedes liv.

Jeg spurgte klienten om, hvilke begrænsninger, hun havde oplevet i sit liv med OCD. Til dette svarede hun, at det har stresset hende meget, og det har taget rigtig meget af hendes tid. Hver gang hun skulle ud af døren, har der været OCD på spil. Hun har følt sig begrænset, når hun skulle på udflugter, hvor hun enten skulle hentes af nogen eller selv være klar til at hente andre på bestemte tidspunkter. ”Bare” at skulle på job eller på weekendtur krævede en længere planlægningsprocedure, for at sikre, at alt var, som det skulle være. Hun fortæller ligeledes, at hun helt sikkert ubevidst har sagt fra til udflugter eller aftaler, fordi det har virket for uoverskueligt at skulle ud af døren. Det kunne også være fravalg af aftenaftaler efter at have været på job om dagen, da hun allerede én gang den dag havde været ude af døren og været igennem tjekkerunden.

Klienten så for sig, hvordan hendes liv og hendes færden begrænsede sig. Hun frygtede, at hun på sigt ville få sværere og sværere ved at komme ud af døren. Et frygtscenarie tegnede sig for hende, at hun om 10 år måske slet ikke kunne gå ud.

Motivation til behandling

Hvordan beslutter man sig for at søge behandling for en adfærd, som man har opdaget kan være problematisk i ens hverdag og måske på sigt?

Klienten beskriver, at beslutningen om at søge behandling og den første tid i behandling indeholdt flere trin. Se nedenstående figur:

Klienten beskriver, hvordan hun først blev opmærksom på, at hendes adfærd var anderledes. Hun fortæller om en samtale med sin søster, hvor søsteren sagde, at ”du har jo OCD”. At finde ud af at adfærden havde et navn, gjorde noget ved processen til at begynde i behandling. Derved begyndte hun en erkendelsesproces om, at hun måske havde OCD. Klienten fortæller, at hun efter at have været til den første/de første behandlingssessioner begyndte at erkende, at hun faktisk havde OCD.

En vigtig ting på dette tidspunkt var dog også, at hun fandt ud af, at der kunne gøres noget ved det. Det var ikke en sygdom, som hun nødvendigvis skulle plages af resten af livet i den grad, som hun gjorde på daværende tidspunkt. Informationen om, at der kunne gøres noget, sparkede til hendes motivation til at gøre noget.

Jeg spurgte herefter om, hvilke tanker hun havde gjort sig, inden hun begyndte i behandling.

”Lykkes det mon? Kan jeg blive helt fri for OCD, sådan som jeg ønsker? Kunne leve mit liv frit som en fugl, uden at være tynget af OCD’en hver eneste dag?” lød det klare svar fra klienten.

Behandling

Tidligt i behandlingsforløbet gik det op for klienten, at behandling mod OCD var en kamp, man selv skulle kæmpe. Der var ingen, der kunne tage OCD’en væk fra hende. Det var op til hende selv. I de første sessioner tilegnede hun sig meget viden om OCD, men det stod hende også klart, at hun selv måtte arbejde med det. På det tidspunkt i processen meldte sig en frustration. Tanken om at det ikke hjalp noget…

_Hvordan finder man alligevel motivationen til at fortsætte? _

Motivationen for at fortsætte behandlingen var frygten for, at hun aldrig kunne komme ud af døren. En livsindskrænkelse af denne karakter drev motivationen videre og fik hende til at ville arbejde videre i kampen mod OCD’en.

Næste del af klientens behandlingsforløb bestod af eksponeringer i hjemmet.

Eksponeringer

Den umiddelbare reaktion på eksponeringer for OCD-belastede er ubehag og/eller frygt. Øvelserne, der er designet til at udsætte vedkommende for det, de frygter, er sommetider skræmmende nok i sig selv.

Klienten fortæller dog, at hendes umiddelbare reaktion på eksponeringerne var positiv. Hun følte, at der endelig kunne ske noget. Hun følte, at hun kunne tage sagen i egen hånd og gøre noget! Hun fik et indtryk af, at vi, som behandlere, gerne ”ville hende” og troede på, at det kunne blive bedre. Hun følte, at hun blev taget seriøst, og det betød meget. Hun vidste, at det ikke ville blive bedre uden eksponeringerne og var derfor meget motiveret for at komme i gang med dem.

Nuværende situation

Frustration

Al begyndelse er svær. Al træning er hård. Alt nyt og hårdt er ofte forbundet med frustrationer. OCD-eksponeringer er ingen undtagelse – udover at de bliver ved med at afføde frustrationer, også når de ikke er nye længere.

Klienten fortæller, at frustration er en stor faktor i kampen mod OCD. Det er en medspiller, som man skal lære at håndtere og tage ved hornene. Med den rette tilgang til frustrationen, kan den anvendes som en positiv medspiller mod OCD. Klienten beskriver for mig, hvordan hver eneste dag kan være en kamp, og hvordan følelser og tanker følger et bestemt mønster. Hun beskriver det som et hjul, der er en ”aldrig-sluttende-historie”. Se nedenstående figur:

Hjulet er udgjort af et sæt af tanke- og følelsesmæssige tilstande, som hun er gået igennem utallige gange i sit behandlingsforløb. Den umiddelbare start er kick-starteren til at begynde i behandlingen – selve motivationen. Frygten for ikke at kunne gå ud giver motivation til at arbejde aktivt med OCD’en. Behandlere og hendes egen indsats giver en tro på, at det kan lykkes via eksponeringerne. Her kan frustrationerne indtræffe. Frustrationer over, at det ikke hver gang lykkes at udføre eksponeringerne lige godt. Klienten understreger her, hvor frustrerende det er at opleve, at man med ens vilje og forstand ved, hvad der er bedst at gøre, men at det ikke sker. Fejlede eksponeringsøvelser sår tvivl, og giver tanken om, at det måske slet ikke nytter noget.

Her kunne hjulet have stoppet, men med klientens indsigt til at reflektere over sin egen adfærd, indser hun, hvad der i starten fik hende motiveret til at begynde behandling. På denne måde cirkulerer hun videre og får nyt mod på at gå aktivt ind i behandlingen. De gange, eksponeringerne lykkes, følger man en anden vej rundt i hjulet; nemlig den nedre del. Her er følelserne centreret om glæde ved at lykkes med eksponeringerne, som giver blod på tanden til at yde ekstra.

Under hele forløbet foregår en erkendelsesproces. En proces, der handler om at vænne sig til tanken om at have OCD. Om hvad man nu skal gøre, og om det ændrer ens syn på sig selv og sit liv. En proces, der er med til at forme ens motivation til behandlingen og til at se livet i et andet lys. Erkendelsesprocessen stopper ikke, fordi man selv stopper op og holder pause med eksponeringerne, fordi de er for uoverskuelige. Erkendelsesprocessen vil så dreje sig om, hvad der har fået én til at holde pause. Den vil dreje sig om, hvorfor man ikke ser motivationen til at fortsætte så stærkt, som man gjorde før. Måske er det en erkendelse af, at man ikke er klar til at arbejde fuldt ud med sin OCD. Fortsætter man med eksponeringerne trods modstand, fortsætter erkendelsesprocessen i en anden retning; nemlig retningen mod den længe ønskede frihed for OCD. Erkendelsesprocessen er en vigtig del af ens videre færden, også efter behandlingsforløbet er slut, da den er med til at forme synet på sig selv og sit liv fremover.

Afrunding

Som afslutning på interviewet spørger jeg klienten om, hvad hun føler, hun har fået ud af sin behandling, og hvordan hun nu ser sin fremtid.

Hun fortæller, at hun er blevet klogere på sit problem, og at opmærksomheden på og viden om OCD hjælper. ”Viden om OCD har givet mig en mulighed for at kunne ændre min situation”.

Hun beskriver, at hendes viden om OCD har været nødvendig for sit arbejde med den. Hun ser muligheden for at kunne ændre sin egen situation som en vigtig faktor i sin kamp mod OCD.

Hun reflekterer over, at hun stadig er nødt til at arbejde ”som en hest”, hver eneste dag for at det skal lykkes. Hun ved, at det er blevet bedre. På trods af bedringen føler hun stadig på dårlige dage, at problemet er lige så stort, som for et år siden. Hun føler, at OCD’en har udviklet sig fra at være et problem, til at være et dilemma med to sider. Hun oplever det tosidet, fordi hun nu har noget at kunne gøre i modsætning til før, behandlingen gik i gang.

Vi taler ligeledes om, hvordan noget af hendes OCD kan ses som dårlige vaner. Hun beskriver sin OCD og arbejdet med den, som et spil ”Klodsmajor”. Da hun først kom til klinikken havde hun et bredt spektrum af problemer forbundet med elinstallationer i hjemmet. I løbet af behandlingen er der blevet taget flere og flere klodser af, indtil der nu kun er de nederste klodser tilbage i form af komfuret. Hun fortæller, at hun nu godt kan se, at det ikke ville have været muligt at tage af de allernederste klodser i starten. Så ville tårnet være væltet.

Fremtiden

Hvordan forestiller du dig, at din fremtid ser ud, sådan som dit liv er nu?

Til dette svarer hun, at hvis hun kan undgå stress og anden sygdom, så føler hun sig fortrøstningsfuld, og tilføjer: ”Det kræver overskud at arbejde med OCD hver dag”. Hun har i løbet af sin behandling lært sin OCD at kende og ved, hvilke tidspunkter det er muligt for hende at trække sig fra aktiviteter for ikke at overophede sig selv og stresse unødigt.

Hun fortæller om en ny del af erkendelsesprocessen. Erkendelsen af, at hun måske aldrig bliver helt OCD-fri. At hun skal lære at leve med OCD’en i den grad, den er nu. Det er en tanke, som kan gøre hende trist, fordi det største ønske var, at hun kunne blive helt fri og ikke mærke OCD’en i sit liv. På den anden side er hun stolt af, at være nået til et punkt, hvor hun overhovedet kan erkende, at hun måske aldrig bliver OCD-fri. Hun udtrykker stor lyst til at forme sit liv til fremtiden.

Helt til slut spørger jeg, om der er noget, hun kunne tænke sig at give videre til andre med OCD, og andre der overvejer eller er i behandling.

”Man kan ikke klare det alene. Man har brug for støtte undervejs. Enten fra en god behandler, en partner, søskende eller ven, der ved hvad det hele handler om.”

Hun beskriver, at det er uundværligt at have én at kunne støtte sig til og understreger vigtigheden af, at denne støtte ved noget om OCD.